Læreres vægtning er en nødværgereaktion

En undersøgelse omtalt i Folkeskolen nummer 22 viser, at danske lærere er gode til at gøre en dyd af nødvendigheden. Erfaringerne med lærerjobbet i de udelte klasser har jo tvunget lærerne til at vægte det eneste, som udeltheden åbner mulighed for, nemlig lidt umålbar personlighedsdannende aktivering. Det kan jo ikke nytte at tro, at lærerne har lyst til at vægte det, som en skole virkelig er til for, nemlig at bibringe såvel de dygtige som de mindre dygtige det i forhold til deres boglige evner højest mulige faglige indlæringsniveau, når lærerne skal udføre deres arbejde i en skole, der er indrettet til at modvirke noget sådant. Og når ledende pædagogiske meningsdannere afviser nødvendigheden af solid faglig indlæring som en forældet rest fra et nu for længst tilbagelagt industrisamfund, som de plejer at udtrykke det. Og når politikerne kappes om at aflæse og gyse over Pisa-målingerne, samtidig med at de tager afstand fra, at lærerne kunne finde på at indrette deres undervisning, således at man kan formode, at eleverne klarer næste Pisa-undersøgelse bedre. Mon det så ikke er bedre at lade, som om man i de undervisningsnedtonende, udelte, rummelighedsrumlende klasser kan danne »ansvarlige« og »demokratiske« mennesker. Et godt resultat her skal ikke - og kan ikke - måles. Det skal bare påstås. Og så skal man ikke sådan rigtigt undervise. Man kan nøjes med en »dialogbaseret« småsludren. Eller som det også hedder: Man kan »interagere«. Og så skal danske elever være gode til at sidde i et »fællesskab«. Det er jo derfor, vi prøver at tvangskollektivisere dem i udelthedens morads. Danske læreres vægtning er en nødværgereaktion.