Læreren og pædagogen

Læreren og pædagogen

Læreren og pædagogen

En nødvendig tillært autoritær optræden hos læreren hænger ofte sammen med en vis stolthed hos læreren. Anfægtes autoriteten går det ud over stoltheden.

Det er vist ved at være en almindelig opfattelse, at en undervisende lærer i de tilfælde, hvor larm og uro i klassen er så begrænset, at undervisning kan finde sted, og hvor læreren altså ikke er henvist til at lade eleverne sidde og fordrive tiden i grupper eller foran skærme, er bedst tjent med at føre sig frem med en vis tillært og altså opøvet autoritær optræden. Spørgsmålet er nu, om en sådan autoritær optræden ikke hænger sammen med en vis stolthed hos læreren. En stolthed over at kunne samle elevflokken om undervisningen. Eller i hvert fald samle den del af den sammenrodet klasse, som læreren lige nu underviser. Noget med, at hvis det kikser for læreren, sådan som det vist nok ofte gør i de ekstremt sammenblandede klasser, og hvor lærerens autoritet altså ikke slår til, så føler læreren sig såret på sin stolthed. Og det slider på nerverne. Måske er det den samme stolthed, som må antages at forhindre enkelte lærere i at åbne sig blotlæggende i de tvungne team. Man skilter jo ikke gerne med sin magtesløshed. Vel.

Politiken refererer 17.5. et forskningsresultat fra Danmarks Evalueringsinstitut, der siger, at 9 ud af 10 lærere i de ældste klasser intet samarbejde har med pædagoger. Og så undrer man sig på passende vis over, hvorfor lærerne dog ikke inddrager pædagoger i deres undervisningssituationer, sådan som politikerne og BUPL m.fl. påstår virkelig ville kunne dæmpe uroen i klassen. Svaret kan muligvis være, at hvis en lærer, der underviser i en af de ældste klasser skulle have en pædagog med ind i klassen, så ville det af en sådan lærer og sandsynligvis også af en del af eleverne tages som et tegn på, at han ikke selv kan klare situationen. En sådan lærer kan altså tænkes at blive såret på sin stolthed over som voksen ikke at kunne (eller burde kunne) klare klassen alene, hvorved hans autoritet anfægtes. Noget sådan vil vel nok de færreste lærere erkende åbent. Men man kan vel nok forestille sig, at det kan være belastende for en garvet lærer at skulle indrømme, at han er nødt til at have en pædagog med ud i klassen for at kunne få ørenlyd og gennemføre en undervisning. Og så vælger mange lærere altså at undvære pædagogen, hvilket er særdeles forståeligt.

En nødvendig tillært autoritær optræden hos læreren hænger ofte sammen med en vis stolthed hos læreren. Anfægtes autoriteten går det ud over stoltheden.

Det er vist ved at være en almindelig opfattelse, at en undervisende lærer i de tilfælde, hvor larm og uro i klassen er så begrænset, at undervisning kan finde sted, og hvor læreren altså ikke er henvist til at lade eleverne sidde og fordrive tiden i grupper eller foran skærme, er bedst tjent med at føre sig frem med en vis tillært og altså opøvet autoritær optræden. Spørgsmålet er nu, om en sådan autoritær optræden ikke hænger sammen med en vis stolthed hos læreren. En stolthed over at kunne samle elevflokken om undervisningen. Eller i hvert fald samle den del af den sammenrodet klasse, som læreren lige nu underviser. Noget med, at hvis det kikser for læreren, sådan som det vist nok ofte gør i de ekstremt sammenblandede klasser, og hvor lærerens autoritet altså ikke slår til, så føler læreren sig såret på sin stolthed. Og det slider på nerverne. Måske er det den samme stolthed, som må antages at forhindre enkelte lærere i at åbne sig blotlæggende i de tvungne team. Man skilter jo ikke gerne med sin magtesløshed. Vel.

Politiken refererer 17.5. et forskningsresultat fra Danmarks Evalueringsinstitut, der siger, at 9 ud af 10 lærere i de ældste klasser intet samarbejde har med pædagoger. Og så undrer man sig på passende vis over, hvorfor lærerne dog ikke inddrager pædagoger i deres undervisningssituationer, sådan som politikerne og BUPL m.fl. påstår virkelig ville kunne dæmpe uroen i klassen. Svaret kan muligvis være, at hvis en lærer, der underviser i en af de ældste klasser skulle have en pædagog med ind i klassen, så ville det af en sådan lærer og sandsynligvis også af en del af eleverne tages som et tegn på, at han ikke selv kan klare situationen. En sådan lærer kan altså tænkes at blive såret på sin stolthed over som voksen ikke at kunne (eller burde kunne) klare klassen alene, hvorved hans autoritet anfægtes. Noget sådan vil vel nok de færreste lærere erkende åbent. Men man kan vel nok forestille sig, at det kan være belastende for en garvet lærer at skulle indrømme, at han er nødt til at have en pædagog med ud i klassen for at kunne få ørenlyd og gennemføre en undervisning. Og så vælger mange lærere altså at undvære pædagogen, hvilket er særdeles forståeligt.