Læreren i den klynkende offerrolle

Ved læsning af kollegers debatindlæg både her og hisset kommer jeg ofte til at tænke på historikeren Henrik Jensens bog »Ofrets århundrede« fra 1998, der beskriver det vestlige menneske som fikseret i offerrollen.

Således også med mange lærere i den danske folkeskole. Man er ikke længere synder for Vorherre, hvilket kan være godt det samme, men er åbenbart faldet fint til i rollen som offer. Det er tydeligvis aldrig lærerne eller kredsenes tillidsfolk, der har gjort noget galt, men langt snarere eleverne og forældrene og i hvert fald altid og uden undtagelse politikerne og regeringen.

Tankevækkende nok har lektor Frederik Stjernfelt og digteren Søren Ulrik Thomsen netop udgivet bogen »Kritik af den negative opbyggelighed«, der lige præcis drejer sig om en lignende problematik. De to herrer har således igennem et årti iagttaget, at det i vore dage er blevet altafgørende at definere sig selv negativt og i opposition til dem, der angiveligt har magt og derfor forsøger trods alt at gøre noget aktivt og sågar positivt.

Det er da også påfaldende, hvor svært det er i et fagblad som Folkeskolen at få øje på kolleger, der både magter og tør tænke konstruktivt og visionært. Man forsøger i stedet bare at placere først og fremmest borgerlige politikere i en ekstremt utiltalende position. Se bare på Bertel Haarders øgenavne, der straks blev støvet af ved udnævnelsen til undervisningsminister.

Som Søren Ulrik Thomsen så rigtigt har påpeget, indtager man derved selv en ynkværdig rolle som den, der er blevet trådt på og forurettet, hvorved man samtidig har fået fripas til skamløs klynken og aggressiv adfærd. Tankevækkende ræsonnement med skræmmende konsekvenser.