Lærere under pres

Det var vist nyligt afdøde professor Johannes Sløk, der formulerede tesen om, at al virkelighed er sproglig, og at verden derfor altid er den på forhånd i sproget udlagte verden. En muligvis lidt for filosofisk formulering for den stakkel, hvis tommelfinger har været i en lidt for voldsom kontakt med et hammerhoved. Men alligevel. Noget er der nok ved eftertanke om snakken. Tag nu blot Folkeskolens efterhånden fyldige beskrivelser af lærere, der bliver skadet på sjæl og sind og sommetider også krop i deres arbejde med børn. Der var engang, hvor disse skadevoldende børn var uartige, ubehøvlede, uopdragne. Men så udskiftede man blot sprogets gloser med nogle andre. Og vupti. Verden blev med ét en helt anden. De før så øretæveindbydende vanartetheder blev pludselig til omsorgskrævende, grænsesøgende stakler med svære problemer. For børn med problemer skal behandles og ikke opdrages. Og der er ingen andre til dette job end de lærere, der også må bære på ansvaret for, at også disse børn i ny og næ lærer noget. Og det kan lærere af kød og blod ikke. Og så forringes lærernes trivsel proportionalt med graden af deres samvittighedsfuldhed. Og så foreslår et gumpetungt arbejdstilsyn, der ikke fatter en brik af det hele, gudhjælpemig, at lærerne skal søge hjælp hos pædagoger, der har større ekspertise på området, men som altså bare ikke skal både behandle og undervise. Lærerne er blevet ofre for psykologstandens lyst til at udskifte et sæt gloser med et andet. Og det er også en form for terror, som så vist ikke gavner noget barn, men som slår mangen en lærer i gulvet.

Vagn Madsen

Brønderslev