Jeg har med interesse læst Folkeskolens dækning af lærere, som ”shopper job efter bedre vilkår” i nr. 22 2015. Jeg finder alle artiklerne spændende og relevante, ikke mindst fordi jeg selv er uddannet på Holbæk Seminarium i 70erne. Hvor skal Slagelse og andre byer i Vestsjælland dog få nye lærere fra, når de fynske ”fremmedarbejderlærere” trækker hjem til Fyn og Holbæk Seminarium er lukket?
Men da jeg selv bor i Odense og oven i købet har arbejdet i både Agedrup og Seden, hvor Kim Bilde Svendsen nu arbejder, er der noget, som jeg ikke rigtig forstår. Transporttiden fra hans hjem i Odense til Agedrup skole ”..viste sig at være næsten lige så lang som til Slagelse..”.
Nu arbejder han så på Seden skole. Alle i Odense ved, at det tager lige nøjagtig 2 minutter at køre i bil fra Seden skole til Agedrup skole, hvilket vil sige, at hans transporttid nu må udgøre ca. 2 minutter mindre end transporttiden til Slagelse. Derfor har han nu mere tid til sine børn.
Hvad er den journalistiske begrundelse for denne argumentation? Ligger der en eller anden skjult dagsorden? Hvis årsagen til skiftet fra Agedrup skole til Seden skole skyldes utilfredshed med Agedrup skole, så skriv dog det.
Som det vil være Folkeskolens læsere bekendt verserer der en retssag mellem Danmarks Lærerforening og Odense kommune om en personalesag i 2014 fra netop Agedrup skole. Lærer Erik Schmidt fra Agedrup skole blev indkaldt til tjenstlig samtale hos skoleinspektøren på grund af sin kritiske holdning til interne forhold på skolen, hvorefter han i protest opsagde sin stilling. Derefter modtog han fra regionens børne/ungechef en skriftlig advarsel, som, så vidt jeg har forstået sagen, er baggrunden for DLFs søgsmål.
Der er noget i artiklen, som halter.
Lærere shopper efter bedre vilkår
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.