Lad os undres

Mine to børnebørn kan en masse –naturligvis! Og blandt andet kan de stille spørgsmål. Rigtig mange og det er selvfølgelig fordi de undrer sig –og ofte højlydt. Hvorfor er damen sort, når vi ikke er det? Hvorfor hedder en bænkebider en bænkebider? Hvad er en helligdag for noget? Hvorfor har du og farmor tre hunde? Skal man altid blive inde i kisten når man er død? Hvorfor holdt Jesu op med at være død? Osv.

Jostein Gaarder (ham med Sofies verden) sagde på et tidspunkt at man kan ikke lære at undre sig, men man kan glemme det, og han tilføjede, at alle voksne –og især forældre, lærere og pædagoger- har som en af deres vigtigste opgaver at sikre at børn til stadighed får mulighed for at undre sig. De voksne i børnenes liv skal sikre, at børnene udfordres til at stille spørgsmål, så de kan fordybe sig, være eftertænksomme og på sigt lære at være analytiske og kritiske, og få kærlighed til erkendelse og visdom, men stadig med den umiddelbare undren som udgangspunkt.

Mit ældste barnebarn skal snart starte i skolesystemet og så skal han have kompetencer, så han har noget han kan bruge til noget og så han kan bruges til noget.

Men han skal heldigvis stadig møde fortællinger, billeder og musik, og han skal møde lærere, som blandt andet også underviser i kristendomskundskab.

Jeg besøger en del skoler og her især lærere der underviser i kristendomskundskab. Her oplever jeg at kompetencemålene da nok betyder noget men ikke alt, børnene og deres spørgelyst og lyst til samtale og fælles undren får lov at fylde, fordi det er sådan børn er.

Tak for det, lad os være ulydige overfor kompetencetænkerne og solidariske med børnene. Jeg glæder mig til også at være bedstefar på sidelinjen, når børnedrengene bliver skolebørn.