Lad os lytte til Weinreich

Torben Weinreich har sat ild til lunten ved at foreslå en obligatorisk kanon i folkeskolen. En kanon, der efter hans mening skal give eleverne en kulturel forståelse og indblik i sprogets udvikling. De tekster, Weinreich har foreslået i sin bog, hjælper til forståelse af dette. De har enten en god og lærerig historie om, hvordan det var at være kvinde før det moderne gennembrud, eller et usædvanligt smukt og kunstnerisk sprog.

For mig virker Weinreichs kanon gennemtænkt, og han har sat nogle klare kriterier for, hvad der bør læses. Tekster som »Jeppe på Bjerget«, »Erasmus Montanus« og »Stille eksistenser« er klassikere, som giver mulighed for god undervisning, og det er tekster, der kan vække elevernes nysgerrighed om en tid, der var.

Men hvad skal vi med den kanon, Ulla Tørnæs har godkendt? Det er forfatterskaber og ikke tekster, der er i fokus her. Hvorfor skal jeg undervise mine kommende elever i disse forfattere? Jeg mener klart, at fokus skal flyttes fra forfatterskaberne til værkerne, da det er disse, eleverne skal arbejde med.

Jeg tror ikke, der er tænkt de store tanker ved udvælgelsen af den godkendte kanon. Man har udpeget nogle forfattere, og det er så det.

Derimod virker det, som om det har været et projektarbejde for Torben Weinreich. Han har stillet mange spørgsmål til værkerne og derefter udvalgt de bedste af de bedste.

Lad os dog droppe den slidte snak om metodefrihed og så læne os op ad eksperter som Weinreich og drage nytte af de tanker, han har tænkt. Vi kan jo ikke selv opfinde den dybe tallerken, hver gang noget nyt skal indføres.