Lad os få vores otium

I en forsideartikel i Morgenavisen Jyllands-Posten den 14. oktober foreslår informationschef Søren Hansen som talsmand for DLF, at der skal oprettes deltidsstillinger for ældre lærere, således at de 'lokkes' til at blive på arbejdsmarkedet efter det planlagte pensioneringstidspunkt, typisk i 60-62-års alderen, udelukkende for at afbøde den kommende lærermangel.

Lad dog politikerne ligge, som de har redt, og lad os ældre lærere få vores velfortjente otium. Hvis ærinde går foreningen - statens eller kommunernes?

Staten, der i 80'erne skar ned på seminarierne, eller kommunerne, der på samme tid lukkede skoler og forflyttede/fyrede lærere.

De kolleger, jeg har haft kontakt med, nuværende og kommende førtidspensionister, har absolut intet ønske om deltidsstillinger i stedet for pension. Om man er i skole tre eller seks timer, betyder utroligt lidt, hvis man er udbrændt og træt af dagens folkeskole. Vi er jo ikke fysisk trætte, men psykisk belastede. De daglige stikpiller fra forældre og elever om gamle lærere, der bør fyres for at give de unge plads, vil jo ikke blive færre, og mindre kontakt med skolen gør ikke problemerne omkring 'alt det nye' mindre, tværtimod må man hele tiden være på stikkerne for at følge med. Opgiver man dette og underviser, som man har gjort i 30 år, er man først for alvor udbrændt og ikke til glæde for hverken skolen eller sig selv.

Det, man som forening nok er bange for, er, at der skal komme for mange ikke-seminarieuddannede ind i folkeskolen, og - indrømmet - det er et problem, men hvorfor skal vi ældre lærere ofres på det alter? Min opfordring til DLF må være, at I lægger hovedet i blød og finder en anden løsning på problemet. Lad os gamle gå, når vi føler os trætte - gerne med gode fratrædelsesordninger - og arbejd så for en forøgelse af seminariekapaciteten og en forbedring af arbejdsforholdene i folkeskolen, så unge mennesker føler lyst til at blive lærere.

Aase Bjerring

Thorning Skole