Lad os få nye folk på banen

Der er ingen slinger i valsen, når professor Lene Tanggaard sætter ord på det arbejde, som den ministerielle rådgivningsgruppe, hun er formand for, har lavet - her citeret fra omtalen på folkeskolen.dk:

https://www.folkeskolen.dk/631271/raadgivningsgruppe-laeringsmaal-erstattes-med-didaktisk-frihed-

"Der er ikke tale om noget paradigmeskifte, men nuanceringer. Skolen har ikke brug for tusindvis af vendinger hele tiden - den har brug for kontinuitet. Nu skal der bare arbejdes med mål og fagvejledninger på en anden måde. Skolens formålsparagraf og meningen med skolen skal træde tydeligere frem ude på skolerne," siger hun.

"Målene skal lægge op til fortolkning, og så skal de formuleres, så eleverne forstår dem. De skal være formuleret i hverdagssprog, så lærerne kan bruge målene som et dialogredskab med både forældre og elever."

"Og derudover skal der også gives plads til alt det i skolen, som ikke kan defineres i mål," siger Lene Tanggaard.

Mens disse betragtninger er lagt ud til refleksion, bringer folkeskolen.dk en artikel om hvordan lærernes faglighed bliver underkendt.

https://www.folkeskolen.dk/631330/forskere-laererens-faglighed-bliver-underkendt

Vi får her et fint tilknytningspunkt til nogle af de frustrationer, som er forbundet med folkeskolereformens tilblivelse og udformning: negligeringen af den praktiske viden, som fagfolk besidder - apropos Aristoteles' phronesis-begreb.

Sideløbende hermed har der på folkeskolen.dk raset en debat, som er foranlediget af professor Jeppe Bundsgaards indlæg på en danskkonference om Dansk i mange retninger.

https://www.folkeskolen.dk/630891/professor-dansklaererne-har-selv-en-del-af-ansvaret-for-manglende-dannelse-

Denne debat er vel dels præget af det gamle ordsprog om, at når vi elefanter tramper, så dør græsset, og dels - hvilket er væsentlige - at der naturligt nok er en trang hos Jeppe Bundsgaard til at stå solidarisk med det arbejde, som ligger til grund for udformningen af de mange bindende videns- og færdighedsmål, som han også var en væsentlig del af. Hans bidrag til en nyformulering af danskfagets elementer kan virke inspirerende, men den instrumentalisering, som kommer til udtryk i de formulerede læringsmål, er dannelsesdræbende læsning.

Med afsæt i disse tre indslag - Tanggaards fremlæggelse af rådgivningsgruppens overvejelser, negligeringen af lærernes praktiske viden og Bundsgaards bindinger til de fælles mål - vil jeg ønske og opfordre til, at den gruppe, der nu skal arbejde konkret med at føre den nyvundne "frihed" ud i livet, vil blive sat sammen af nye kræfter, der kan forene faget med såvel virkeligheden som den tradition, der har affødt den praktiske viden.