Kulturkamps­retorik

»Det bliver helt vildt. Det bliver det hele værd«, jublede en kvik og musikalsk 13-årig dansk skoledreng på vej til USA for at optræde for sit idol, Michael Jackson.

Og det blev vildt. Yannick var ikke bare »på« under sin aftalte performance, han blev inviteret backstage af den nu 45-årige mester himself. Og nu skal han derover igen med en pladekontrakt i millionklassen på hånden.

Hjerte hvad vil du mer i denne individualitetens tidsalder?

»Holde benene på jorden«, svarede det unge stjernefrø såmænd tv-journalisten. »Og jeg regner med, at mine klassekammerater vil sørge for, at jeg beholder dem der det vil jeg i hvert fald meget gerne have, at de hjælper mig med«.

Den udgangsreplik fra denne lille stump nutidshistorie illustrerer på varmeste vis det ene sæt idealer i den danske skolekulturs hægen om klassen: eleverne skal blive ordentlige mennesker. Dannede, kalder nogen af os det, vel vidende at det udtryk for andre, der har et frejdigere forhold til traditioner, har en støvet klang.

For hvad med det faglige, spørger de. Det er på tide at gøre op med rundkredspædagogikken og éttallernes tyranni én lærer i én klasse i én lektion. Sådan lyder det for eksempel fra regeringen og KL med et nedgørende ordvalg, der læner sig betænkeligt op ad polariseringsretorikken i den nu erklærede kulturkamp.

Men børn bliver ikke bare dannede, de bliver også fagligt dygtige af at arbejde sammen med kammerater med forskellige styrkeområder. Den sammenholdte klasse er netop et vigtigt læringsmedium på grund af sin mangfoldighed. For det kræver som bekendt kompetence at skulle forklare sig for andre, der ikke tænker som en selv.

Hermed være ikke sagt, er vi i DLF er for ensidig klasseundervisning. Organisations- og undervisningsformerne skal naturligvis være alsidige, som det fremgår af disse citater fra bilaget »En skole på vej« fra den gældende overenskomst. Her var KL og DLF altså enige. Også om sprogbruget:

»Fællesskabet er vigtigt for læringsmiljøet. I dagens skole er klassen ofte rammen om dette fællesskab. Det er en af folkeskolens vigtigste opgaver at understøtte fællesskabet.

Samtidig bidrager klasselærerens og det øvrige lærerteams nære kendskab til de enkelte elever til, at udfordringen for den enkelte elev afstemmes ud fra et helhedssyn på eleven og dennes udvikling ... (men) det vil almindeligvis ikke være hensigtsmæssigt, at klassen er rammen om alle undervisningsaktiviteter ... (der er) behov for at udvikle og implementere nye former og organiseringer, samtidig med at erfaringerne og mulighederne i de hidtidige former ikke ukritisk kan forkastes«.

Selv om skolen er et spejl af samfundet, er det altså helt vildt at føre plump kulturkampsretorik ind i skoledebatten. For folkeskolen skal jo også afspejle samfundets idealer.

Jørgen Stampe er formand for DLFs pædagogiske udvalg