Kroppen forrest i kristendomskundskab?

Her op til sommerferien læste jeg med stor fornøjelse Kjeld Fredens bog Læring med kroppen forrest. Kjeld Fredens er nok mest kendt som hjerneforsker, og for at have introduceret Howard Gardners teori om de mange intelligenser i dansk sammenhæng. Men Fredens har også været forskningschef ved genoptræningscentret Vejlefjord, seminarierektor på læreruddannelsen i Skive og vismand i Kompetencerådet. Aktuelt er han tilknyttet Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet – så forfatteren er ikke let at sætte i bås, og det bærer bogen præg af. Det er ikke en fagbog om hjernen eller kroppen, men en vidtspændende bog om læring – og særligt om hvordan børn mellem 2 og 10 år lærer og udvikler sig.

Forfatteren konstaterer, at hjerneforskningen er ”hot” for tiden, men han mener også, at den ofte bliver misbrugt og overfortolket. Han skriver endda at Hjerneforskningen kan generelt ikke sige så meget om læring,( s90). Her har vi i stedet brug for kognitionsforskning, dvs en bred forskning i, hvordan vi mennesker er i verden og hvordan vi lærer og udvikler os. Og denne forskning må nødvendigvis være tværfaglig. Fredens skriver:

Kognitionsforskning er et tværvidenskabeligt projekt, der rummer naturvidenskab, humanvidenskab og socialvidenskab.

Pointen om et bredt, tværfagligt syn gennemsyrer hele bogen, hvor forfatteren finder støtte og inspiration hos forskellige tænkere som:

Søren Kierkegaard og Hans George Gadamer fra filosofiens verden
John Dewey og Thomas Ziehe fra pædagogikkens verden
Einstein og en bred buket af hjerneforskere fra naturvidenskabens verden
HC Andersen og Paul Auster fra kunstens verden

Plus en masse psykologer.

Jeg er ret begejstret for bogen, fordi Keld Fredens virkelig kommer ud over stepperne og hele vejen rundt – og han gør det med et engagement som ikke efterlader tvivl om, at han er ”A man with a mission”. Og missionen er at få udbredt og implementeret forståelse af, at læring er en helhed af hjerne, krop og omverden.

Det er individet der lærer – ikke hjernen.
For læring er en helhed af hjerne, krop og omverden

Dét er bogens grundtese.

Det er en holistisk forståelse, og et opgør med forståelsen af, at ”vi er vores hjerner” – og at hjernen kan sammenlignes med en computer, der forarbejder sanseindtryk og styrer vores krop. Fredens skriver i bogens indledning at:

Det holistiske syn fremhæver en uadskillelig sammenhæng mellem hjerne, krop og omverden. Derfor er børn både noget i kraft af, hvem de er, hvor de er og hvad de kan.

Det er jo ikke fuldstændigt nyt og banebrydende. Konstruktivistisk læringsteori, teorier om æstetiske læreprocesser og flere andre ældre og nyere teorier går i samme retning. Gamle John Dewey har fx også på dette område været på forkant. Men Kjeld Fredens samler trådene til en inspirerende fortælling med masser af gode eksempler, spidsformuleringer og konkrete råd til praksis.

I forhold til skolens undervisning – og særligt undervisningen i kristendomskundskab – så har jeg i kølvandet på læsningen blandt andet overvejet følgende:

Når læring i så høj grad afhænger af de handlinger vi udfører, det sted og sammenhæng vi er og de mennesker vi er sammen med – skulle det så ikke få os til i langt højere grad at rykke væk eleverne fra skærmen og lærebogen, op fra stolen og ud af klasselokalet?

Ud i naturen, over i hallen, hen i kirken eller moskeen og ud at møde mennesker, der har erfaringer og noget på hjertet.

Religiøs praksis benytter sig i vid udstrækning af hele læringsspektret. Ritualerne har både kroppen og følelserne med. Der er stærke fællesskaber som sætter en både inspirerende og styrende ramme for samvær og tolkning. Det æstetiske indgår i de religiøse bygninger, i kunsten, i musikken, i de religiøse tekster. Imens sidder vi i klasselokalet, og arbejder med tekster på Clio-online. Hvordan kan vi undervise mere levende og vedkommende, uden at vi overskrider grænsen til det inkluderende og forkyndende?

Når vores primære læring er erfaringsbaseret, konkret og ofte bygger på det kropslige – hvordan kan vi så bedst undervise i et fag som kristendomskundskab, hvor abstrakte begreber jo fylder en del? For at et abstrakt begreb skal give andet end ren overfladisk mening for eleverne, så skal det basere sig på nogle erfaringer – enten direkte eller stedfortrædende erfaringer. Så hvordan får vi forbundet abstrakte begreber som etik, tro, tilgivelse, mening osv. med noget, som eleverne kan genkende og forholde sig til?