Kristeligt Dagblad: Leder er ikke til debat

En leder er avisens talerør for dens egen mening. Og hvor meninger sættes i spil, skal der være plads til et vist schwung. Dog ikke så meget schwung, at det går ud over fakta, som da Kristeligt Dagblad på lederplads tilskrev folkeskolelærerne at have udsendt strejkevarsel i 2013.

Torsdag den 12. april beskæftigede Kristeligt Dagblad sig igen med lærerne på lederplads. Eller med de »hårdtarbejdende« lærere, for at være præcis. Så er insinuationsniveauet lagt.

Anstødsstenen er de offentligt ansattes musketered: »Hvor de forskellige grupper af offentligt ansatte normalt kan forhandle fleksibelt, og en lille afstand mellem krav og tilbud som regel kan overvindes, har alle de faglige organisationer ved denne overenskomstfornyelse bundet sig til ikke at indgå nogen aftaler med sig selv, før lærerne har fået ændret deres arbejdstidsbestemmelser.«

Argumentationen hviler på den forkerte antagelse, at vi er vidne til et normalt forhandlingsforløb med små knaster. Siden SRSF-regeringens og KL’s tilsidesættelse af den danske model i 2013 er »normalt« en by i Rusland, og regionernes – bare for at tage ét eksempel – krav om, at sygeplejerskerne skal overgå til en årsnorm ligesom lærerne udgør næppe »en lille afstand«. Når lederskribenten klandrer de offentligt ansatte for mangel på »fleksibilitet«, udtrykker han i virkeligheden sin irritation over, at de ikke i masochistisk frivillighed lader sig spille ud mod hinanden.

Lederskribentens forenkling af en kompleks virkelighed når lavpunktet med den traditionelle definition af de offentligt ansattes kamp for bedre løn- og arbejdsforhold som »gidseltagning«: »Meget kan forklares med det gode begreb solidaritet. Men at lige netop lærernes arbejdstid skal få lov til at totalblokere for en rimelig løsning for alle de svage i samfundet, som en konflikt snart vil ramme, virker ikke rationelt.«

Man aner, at begrebet solidaritet nok ikke er så godt endda, og noterer sig, at lærernes arbejdstid ikke kun blokerer, men totalblokerer for »en rimelig løsning« – ikke kun for forhandlingerne, men for »alle de svage i samfundet«. Så kynisk er fagbevægelsen med sine stejle krav. At arbejdsgiversiden med sin stejle afvisning også kan have en aktie i en eventuel konflikt synes at være en betragtning, der ligger uden for lederskribentens forestillingsverden.

Folkeskolelærerne er den eneste lønmodtagergruppe i Danmark, hvis arbejdstid reguleres ved lov. Det finder Kristeligt Dagblad åbenbart »rationelt« og gør sig med sin leder til fortaler for et lovstyret og ikke aftalebaseret arbejdsmarked.