Kontorpladsen

I mine spæde lærerår i Folkeskolen havde jeg en kontorplads, hvor alle medlemmerne af mit team sad. Eller det var nok mest mig der sad der, men vi brugte det i hvert fald til at holde møder og planlægge større ting.

Da jeg en sommerdag i 2010 (tror jeg nok) trådte ind på min nuværende arbejdsplads, fik jeg tildelt en kontorplads, som jeg havde indtil jeg skulle tilbage efter barsel med mit 2 barn, for 4 år siden. Det var ikke et stort kontor, men til gengæld sad vi en del folk derinde med forskellige fagområder.

På mit bord var der placeret en sukkulent af en art og en af de gamle telefoner, som jeg er for ung til at vide hvordan fungerer. Jeg brugte den i hvert fald aldrig. Den stod som en antikvitet og stirrede på mig i nogle år, før den forsvandt. Sukkulenten fik jeg i velkomstgave, men hvor den endte sine dage ved jeg ikke.

Hvor jeg i folkeskolen kunne have oplevelsen at være lidt på egen hånd, så var jeg aldrig alene i min første tid her (altså de første 8 år). Der var folk omkring mig hele tiden på både godt og ondt. Godt, fordi jeg var ung og fyldt med didaktisk gåpåmod, men også godt fordi der foregik mange festlige ting. Der blev udtænkt mange planer og ideer der. Det var ikke altid nemt lige at finde ro, men dengang havde jeg også god tid til at finde ro andre steder. Selvom vi sad mange på et forholdsvist lille kontor, så var der sjældent mange på kontoret på en gang, da vores skemaer er forskellige, men jeg blev hurtigt inspireret til lige at lave noget andet.

I dag sidder jeg på et kontor med to kolleger, der er en del ældre end jeg. De er begge i nærheden af 60 og pædagoger. Den ene er af og til min kontaktlærerkollega, når jeg har grundforløbshold rettet mod pædagogisk assistent uddannelse og den anden fungerer også som elevcoach på skolen. Fordelen ved det lille kontor vs. det store er, at jeg kan få lavet det meste af mit kontorarbejde og planlægning på min arbejdsplads. I hvert fald i de perioder, hvor jeg ikke har fuldt skema. Jeg trives godt på mit kontor og de er aldrig sure over mit rod, så jeg håber jeg kan blive siddende.

Fordi vi arbejder sammen på kryds og tværs bliver der af og til skiftet rundt på kontorpladserne. Vi snakker om at kontorene ikke skal være så stationære og at vi skal flytte efter dem vi er kontaktlærere med. På den måde ville man komme tættere på alle sine kolleger, men jeg kan mærke at det ikke bliver en tankegang for mig. Mit kontor er et opladningssted eller et fast holdepunkt, som jeg bruger i en hverdag fyldt med mange opgaver og mennesker.