Kongresseligt

Hvor torsdagen var forbilledlig, var onsdagen meeeget lang, og debatten fik indimellem tæerne til næsten at krumme skoene i stykker. Torsdag var det tydeligt, at de delegerede var indstillet på at få modsætningerne frem, så man kunne nå ind til sagens kerne. Man ville vedtage de principper og den fag­po­litiske linje, som DLFs forhandlere havde brug for at få udstukket. Man ville dialogen for at nå frem til den rigtige beslutning. Om arbejdstid.

Men dagen før fungerede samme forsamling nærmest, som om opgaven mere var at lægge ordfælder for hinanden. Man skulle vedtage en resolution om rummelighed, men til tider kunne man knap se, om resolutionsteksten handlede om kvadratmeter eller om skrøbelige børn. Der »gik kongres i skidtet«, som en delegeret bagefter forsøgte at forklare roderiet.

Et af problemerne er, at mange forestiller sig, at resolutionerne giver genklang i offentligheden, når de er vedtaget. Men mail, internet og andre hurtige kommunikationsformer har for længst flyttet mediernes fokus. Man rydder ikke avisforsider med en strøm af resolutioner i et indforstået sprog, som ofte kun kan afkodes, hvis man selv har været med. Den offentlige mening skal vindes og vendes mellem kongresserne. Af lærere, skoleledere, kredsformænd, hovedstyrelsesmedlemmer og foreningens ledelse.

Kongressen kan så passende koncentrere sig om at fastlægge foreningens politiske linje.

-th

side 6-18

Den offentlige mening skal vindes mellem kongresserne