Der var en kone på Borgen,
hun vågnede op en morgen
og så i avisen, at skolernes ry
var faldet ”tre pladser” i PISA på ny.
Hun råbte om hjælp, og det hørtes på Borgen,
og alle kom til for at lindre på sorgen.
Hvad sku´ man gøre ved den gamle skole?
Noget måtte gøres, for at redde blot nogle!
Nu, tænke tanker var konens sag,
og hun tænkte nye hver eneste dag!
Det blev et par snese, da de var talt,
Se, det fandt konen ikke så galt.
Hun dem forsigtigt i række fik lagt,
så hun ku´ huske, hvad hun skulle ha ´sagt.
Til staden styrede hun nu sin gang
og fortalte Gud og hvermand sin sang:
"Vi have skal en stærk faglig skole,
hvor alle skal stråle som små bitte sole.
Derfor elever skal sikres et løft,
der jævner den til Finland så store kløft.
Og nye mål for skolen skal skrives,
så børnene vokser og fagligt trives,
og timer skal til på en spændende måde,
og lederen skal lede og ene råde.
Jeg indfører nyeste aktiviteter:
Måske skal de ud at køre i kareter.
Bevægelse ind - det jo ikke feder,
og så skal de slagte høns eller geder.
Og så skal de bygge et tårn så højt
i matematik og i tysk eller måske i sløjd.
For min skole skal være uden magen,
fra otte til fire om eftermiddagen.
Jeg tilbyder valgfag og engelsk fra første,
jeg bliver en minister af de største!
Engagerede lærere - det er sagen
-også dem med mange år på bagen.
De skal dog løftes i kompetence
(ellers har skolen ikke en chance!)
For børn skal lære på en anderledes måde,
der ikke baseres på læreres nåde.
Med sjov og leg og praktiske forløb.
Det bliver verdens bedste skole i svøb.
Jeg satser massivt på lederkompetence,
der bryde kan den gammeldags seance,
og uddanner korps af læringskonsulenter,
der kan hjælpe de mange ”tynde klienter”.
Jeg bygger på forskning, der helt klart siger:
At flere timer gør indlæring rigere.
Og lærerene selv betaler min reform
ved at flere timer på skema bli´r norm.
Så kommer Niels Egelund ind i min stue.
Han kysser min hånd, og jeg bliver frue!
Jeg tåler ikke den mindste snakken,
jo, jeg skal vide at knejse med nakken!”
- Og ret som hun sagde det, blev der lockout
For lærerne ville ikke føje ”MacCloud”
Og Lars og Kristian og selv ham i løkken
udsatte hendes reform for en vældig trykken.
Klask! Den store reform nu på jorden lå,
og konen kunne bare stå og se på!
Med det den hele lyksalighed faldt,
og det var i grunden slet ikke så galt!
Go´ kamp
Med solidarisk hilsen
Frank Zenas
Konen med reformen.
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.