Tænk hvis mere af undervisningen foregik udenfor, skriver Erik Sigsgaard i »Bagsmækken« i Folkeskolen nummer 38. Ja, tænk engang. Jeg tog mine 26 førsteklasseelever med i skoven, og hvad skete der? To af mine 18 drenge kom op at skændes, for betyder 31 nu engang tretten eller enogtredive? Tre andre fandt en frø, som var noget mere interessant end det, vi egentlig var i skoven for. Én skulle lave stort, mens en flok var løbet så langt væk, at jeg ikke kunne se dem.
Misforstå mig endelig ikke, jeg vil virkelig gerne tilrettelægge min undervisning, så den foregår på børnenes præmisser, men virkeligheden hænger ofte dårligt sammen med de pædagogiske teorier, jeg lærte på seminariet for kun halvandet år siden. Blandt andet på grund af de fysiske og i særdeleshed de økonomiske rammer, skolerne skal fungere under.
Har Sigsgaard nogensinde oplevet, hvor meget 26 børn kan larme? De er vant til at blive hørt og være i centrum i hjemmet, og nu skal de konkurrere med 25 andre om min opmærksomhed. Som de lærere, han omtaler, har jeg været nødt til at finde en metode til at få ro i klassen. Jeg forsøger blot i stedet for gule og røde lister at belønne den bordgruppe, der først sidder klar til at gå i gang, med en guldmedalje.
Hvordan sætter jeg 26 elever i gang uden at give en fælles besked i stilhed? Hvordan tilpasser jeg min undervisning, så alle 26 små individer bliver hørt og har medindflydelse? Hvordan tilrettelægger jeg en undervisning, hvor alle 26 handler og eksperimenterer, når jeg er alene med eleverne ni ud af 11 dansktimer?
Mine spørgsmål er mange, så kære Erik Sigsgaard, kom endelig på besøg i 1. klasse og vis mig hvordan.
Kom og vis mig hvordan
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.