Kollegasjov og læringsmål

Der var travlhed ved computerne på lærerværelset. Frydenlundsskolen var med på beatet: Der skulle gennemføres læringsmålsstyret undervisning, og der skulle laves planer for bevægelse i alle fag. Erling var forbløffet. Han havde været lærer i 20 år, og han var kendt for sin fantasifulde undervisning som næsten altid engagerede børnene.Nu blev det forventet at han startede med at planlægge ud fra nogle forenklede mål, og senere skulle han opstille detaljerede målbare mål i retning af "Eleverne skal kende mindst 5 stærkt bøjede udsagnsord" eller "Eleverne skal kunne finde mindst tre passende tillægsord som beskriver hovedpersonen".

Den måde Erling havde praktiseret undervisning på, havde ingen værdi længere, tænkte han. Der var jo med den nye reform sket et paradigmeskift fra lærerens undervisning til elevernes læring. Nogen ville måske påstå at det kom ud på et, men det gjorde det ikke. Erling opdagede hurtigt hvilket arbejde det var at opstille mål for de 7 klasser han havde. Efter et par lørdages samarbejde med kolleger havde Erling en part i ca. 65 mål, og de var endnu ikke i mål.

"Op med humøret", sagde Karla. "Nu kører det."

"Jamen, hvordan skal jeg som tit glemmer min madpakke kunne huske alle de mål?"

"Det ved jeg ikke, men nu er de lavet, og det er det vigtigste", sagde Karla.

"Vi mangler også at lave bevægelsesaktiviteter", sukkede Erling.

"Dem klarer vi hurtigt", mente Karla. "Hvis du lige banker de sidste mål på plads, så fikser jeg nogle lege. Ingen børn kan koncentrere sig i 90 minutter."

"Jamen vi lagde netop børnenes undervisning i længere moduler fordi forskerne dengang sagde at det ville støtte børnenes koncentration med længere tid til fordybelse", sagde Erling.

"Lad os nu bare blive færdige", mumlede Karla og lod sig opsluge af ideerne fra Dansk Skoleidræt.

"Yes, done!" lød det tilfreds fra Svend. "Med alle de digitale hjælpemidler vi har til rådighed, behøver vi næsten ikke at forberede noget selv."

"Alle de computeropgaver giver jeg ikke en brik for", grinte Carsten. "Da JEG gik på seminariet hed den slags "Programmeret Undervisning", og rent pædagogisk skulle man holde sig væk fra det, fordi det reducerede barnet til et objekt."

"Det er jo 50 år siden", drillede Svend. "I dag bruger vi dem bare."

"Kan I ikke lige tie stille?" bad Julie. "Jeg kan ikke koncentrere mig."

Carsten løftede Julie op af stolen.

"Du trænger til bevægelse. Løb ned til hegnet for enden af boldbanen."

"Hold nu op!" lo Julie. "Jeg vil gerne være færdig, så jeg kan komme hjem."

"Hjem!?" råbte Carsten forfærdet. "Du skal bevæge dig, for du skal være her LÆNGE!"

Nogle gange var Julie ved at tude over den forøgede arbejdsmængde som lærer, men når hun arbejdede sammen med sine skøre kolleger, så boblede det gode humør alligevel frem i hende.

"Lad være med at gramse på mig, din gorilla!" grinede hun og vred sig fri af Carsten. "Jeg må væk fra dette galehus!"

Erling smilede, men tænkte: "Galehus? Ja, måske..."