Kør med omtanke

Hu hej, hvor det går. Med 130 kilometer derudad i timen. På vejene, på skolerne, i hjemmene, i fritiden, i samfundet, i verden.

Når andre kører med 130 i timen, gør vi det også selv. Ellers sinker vi jo dem, der har travlt. En gang imellem kan man holde sig i inderbanen og tage det lidt med ro, men selv der presses farten op.

Når der sker ulykker, cirkles der udenom af folk, der ikke selv er offer, og til fare for dem, der skal hjælpe de nødstedte.

Vi er en del af den puls, der banker omkring os, men en gang imellem kan man nok spørge, hvad vi har så travlt med alle sammen. Det er et spændende liv, vi hele tiden udfordrer. Alle har behov for at sætte præg på udviklingen. Det ligger nok i den menneskelige natur, men næppe at det skal foregå på en sådan måde, at vi maltrakterer vores samvær og samfund.

Børn er ikke børn ret længe. Den barndom, de har, er på den ene side styret af ambitioner på deres vegne med målsætninger for dit og dat. På den anden side er rigtig mange børn overladt i et følelsesmæssigt og kontaktmæssigt tomrum.

Seneste skud på stammen af sære påfund er testning af den alsidige personlige udvikling.

Ja, hvad skal man dog sige?

Kan personligheden nu ikke længere få lov at udvikle sig som et resultat af opvækst, undervisning og den dannelse, der skabes ved samvær med familie, kammerater og voksne i ens nærhed?

At det er en afgørende del af folkeskolens formål at tage vare på elevens alsidige personlige udvikling, bør ikke få os til at falde i den grøft, at vi som et sørgeligt surrogat for kendskab, nærhed og samvær i undervisningen forfalder til målinger udi personligheden.

Hvilket scenarie at dumpe i »alsidig personlig udvikling«.

Måske skal vi ikke bare holde ind på en rasteplads, men hellere køre væk fra motorvejen sådan billedligt talt.

Måske skal vi turde sætte farten ned og bruge alle sanser til at opleve dem og det, der er omkring os.

Måske skal vi minde os selv om, at det, der virkeligt betyder noget, er, at nogen kerer sig om os.

Måske skal vi ikke have så travlt med at blive eller være voksne.

Måske skal vi allerede voksne tage det ansvar på os at sige fra, når kejseren ikke har tøj på.

Måske skal man lade skolen få fred og ro til at holde skole.

Måske skal forældre, lærere, børnehaveklasseledere, skoleledere og politikere tale sammen om børnenes og samfundets behov på en helt ny måde.

Måske, måske ...

Ja, hvorfor ikke?

Hvis det ikke er overbevisende nok, kan vi jo bare opfinde en test.

Men det skal gå hurtigt.

Det er børnenes personligheder og skolens grundlæggende værdier, der står på spil.

Det er fejt og farligt at cirkle udenom.

»Klokken er lidt i tolv, og De er anholdt for at køre for hurtigt!«

Der er ingen undskyldning for ikke at respektere skiltet »Skole«.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for DLFs organisationsudvalg