Købmandskab og/ eller professionelt råderum

Den aftale, DLF skal lave til os, skal indeholde elementer, der forhindrer, at vi selv fylder hele 'Det professionelle råderum' ud, hvis det reelt ikke er til stede.

Vi er blevet opfordret til at tage stilling til, hvilken model vi skal bruge i arbejdstidsforhandlingerne. Skal vi vælge professions- eller lønmodtagermodellen. Enten eller! Jeg forstår, hvis KL foretrækker professionsmodellen som grundidé, det gør de fleste lærere vel også, men da det er vores dagligdag, det handler om, vil vi ikke give afkald på den sikkerhed mod udnyttelse. Lønmodtagermodellen er udtryk for, at vi skal sikres sammenhæng mellem krav og vilkår, mens professionsmodellen er udtryk for et ønske om at kunne fungere i frihed.

Vi har brug for begge dele: Sikkerhed for, at vi ikke udnyttes, og frihed til at udføre vores arbejde professionelt.

I kommuner, hvor der gives råderum i tillid til, at lærerne lever op til opgaverne, opleves frihed, og der er intet behov for detaljeret købmandstænkning, for her har man det nødvendige råderum for at kunne planlægge fleksibelt.

Andre kommuner strammer skruen. Lærerne skal effektivisere arbejdet, yde mere. Det bygger på mistillid til lærernes arbejdsindsats.

Vi vil gerne have friheden, men ikke på bekostning af sikkerheden.

Hvis arbejdsgiveren kan få held til at stramme, uden at vi samtidig forlanger større sikkerhed, har han god grund til at være tilfreds, da hans opgave er at være en god købmand.

Der ligger en faldgrube i positive udtryk som: Den professionelle lærer i Det professionelle råderum. Han fungerer nemlig kun i en atmosfære af frihed og gensidig tillid. Hvis arbejdsgiveren så strammer skruen, kunne en engageret lærer forledes til fortsat at yde det hele, selvom råderummet indskrænkes. Man har vel sin professionelle stolthed.

Stine Preston

Vejle