Københavnsk kanon er ikke svaret

Det nye udspil til en obligatorisk litterær kanon i Danmark har sat gang i debatten. Venstre i København foreslår, at yderligere et antal tekster ophæves til obligatorisk københavnsk læsestof på skolerne. Dermed begrænses lærernes mulighed for at tilrettelægge undervisningen.

I stedet for blot at udvide den obligatoriske kanon mener jeg, at vi skal starte et helt andet sted. Vi skal begynde med at styrke de fælles bogsamlinger og undervisningsmaterialer, som vi har i det københavnske center for undervisningsmidler. Vi skal forstærke formidlingen af tekster, som findes i samlingerne, og som dækker litteraturlæsningen. Når det gælder anskaffelse af nye tekster til udlån, så skal skolerne sikres et alsidigt udbud og ikke alene tekster, som er indeholdt i forlagenes udgivelser.

Undervisningsmidler og læring skal efter min mening ikke knyttes til et obligatorisk tekstudvalg alene, for det vil give et alt for snævert syn på kulturarven. Undervisningen bør inddrage billedkunst, film, arkitektur, videnskabshistorie. Vi skal give eleverne litterære oplevelser, som opmuntrer deres læselyst, får dem til at reflektere over den fælles kulturarv og øger deres forståelse for den samtid, som de er en del af.

Endelig skal vi kunne forklare eleverne, hvorfor de valgte tekster har »kanonkvalitet«. Eleverne skal forstå, hvilken politisk og historisk sammenhæng de er skrevet i, at de rækker ud over deres tid og form, og de skal forstå, hvorledes de har påvirket senere litteratur.