Klassekamp

»Den enkelte skole har inden for de givne rammer ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål og fastlægger selv undervisningens organisering og tilrettelæggelse«.

Formuleringen af folkeskolelovens paragraf 2, stykke 2, er ikke til at tage fejl af: Loven tildeler skolens ledelse og lærerne et stort ansvar for at organisere og tilrettelægge undervisningen på en måde, så den fungerer bedst muligt for de konkrete elever. Det er skolens ledelse, der i samarbejde med lærerne organiserer opgavefordelingen på klasser og fag. Det er den enkelte skole, som afgør, hvordan man inden for enhedsskolens rammer organiserer undervisningen, herunder eventuelle alternative opdelinger på langs eller tværs af klassetrin. Og selv om loven kræver, at undervisningen foregår i sammenholdte klasser den overvejende del af tiden, har skolen herudover mulighed for at organisere undervisning i hold. Det er læreren/lærerteamet, der som led i den daglige undervisning tilrettelægger indholdet i og omfanget af holdundervisningen.

Trods dette gøres der for tiden ihærdige forsøg på at påvirke skolerne til bestemte organisationsformer.

Når forældrene i en større undersøgelse bliver spurgt, om de foretrækker, at klasselæreren følger deres barn gennem hele skoleforløbet, eller de hellere ser, at der sker et skifte, som sikrer fagligheden, så siger flertallet selvfølgelig ja til det sidste. Men det er forfejlet på det grundlag at konkludere, at vi skal have en opdeling af folkeskolen eller af læreruddannelsen. Fagligheden er vigtig på alle klassetrin, og enhver ansvarlig skoleleder vil selvfølgelig søge at sikre såvel kontinuitet som faglighed.

De mange opfordringer til at opdele skolen i faser virker som et pres på mange skoler. Faseopdeling fungerer udmærket på nogle skoler. Andre har prøvet det og forladt det igen. Men der er mange måder at organisere skolen på. Det afgørende er, at organisationsformen udspringer af et reelt ønske og såvel en målafklaring som en afklaring af praktiske forhold på den enkelte skole. Uden medejerskab og engagement går det simpelthen ikke.

Og endelig de mange udsagn om, at klassen som organisationsform er under afvikling, og opfordringerne til at bruge holddannelse som led i den økonomiske styring. Det er udtryk for en manglende forståelse for værdien af undervisningen i klasser såvel fagligt som socialt. Og det er i direkte modstrid med lovens bestemmelser om, at holddannelse alene kan ske ud fra praktiske og pædagogiske begrundelser og altså ikke ud fra hensynet til kommunekassen.

Der kan være gode grunde til også at bruge holddannelse i skolens dagligdag. Men fri os for, at kassekamp gøres til klassekamp.

Stig Andersen er næstformand for Danmarks Lærerforening