KL gambler med skolen

På min skole har vi de sidste 4-5 år knoklet med at etablere et samarbejde baseret på dialog og tillid. Vi, ledelse og lærere, har arbejdet med at alle skal tage medansvar og sikres medindflydelse og medbestemmelse. Vi, altså lærere og ledelse, er enige om, at skolens udvikling skal ske med respekt for hinandens synspunkter og med plads til uenighed. Selvom vi ikke er kommet helt i mål, er vi kommet et godt stykke. Det har været en svær proces. Mange af mine kollegaer har givet udtryk for, at det ikke har været let at kaste oplevelsen af kontrol og mistillid af sig.

Den systematiske kampagne KL førte før overenskomsten i 2013, hvor vores profession blev udstillet og nedgjort, glemmes ikke bare. Vi husker, hvordan vi lærere blev fremstillet som værende en særligt privilegeret faggruppe, som holdt fri klokken 12 hver dag og kun underviste ganske få timer om ugen. Lovindgrebet (lov 409) som fulgte efter nogle ugers lockout førte til meget ufleksible regler. KL kaldte det normalisering, men det handlede vist mest om at lærerne skulle finansiere en skolereform.

Mine kollegaer ønskede, at jeg som TR skulle arbejde for en lokalaftale, som kunne skabe gode fleksible rammer for udøvelse af lærerprofessionen. Lokalt var der nogle muligheder for at rette lidt op på forholdene. Det har været et meget afgørende element for genopbygningen af tillid og dialog på min skole, at ledelsen og TR i fællesskab har kunnet formulere en lokalaftale. En aftale både ledelse og mine kollegaer er tilfredse med.

Alt dette er gjort, fordi vi holder af vores job. Vores arbejde med at danne og uddanne de kommende generationer er både meningsfuldt og vigtigt. På Øresundsskolen, hvor jeg arbejder med elever som har et sværere udgangspunkt i livet end de fleste, er jeg og mine kollegaer meget afhængige af et godt samarbejde og et godt arbejdsmiljø.

Jeg håbede og troede, at KL var klar til at samarbejde om folkeskolen. Jeg håbede, at vi ikke skulle ud i konflikt. Lige nu er jeg skuffet og vred. KL mener tilsyneladende, at lærerne, som den eneste faggruppe, ikke skal sikres aftalte rammer for arbejdet. Rammer som er sammenlignelige med andre faggruppers aftalte rammer. Det er vel ikke urimeligt, at lærere har samme rettigheder som andre faggrupper?

KL gambler med folkeskolen og skaber usikkerhed, utryghed og mistillid. Folkeskolen har ikke brug for KLs uforsonlighed. Folkeskolen har brug for at blive udviklet i en samarbejdskultur med et godt arbejdsmiljø.

Jeg frygter, at der nu igen skal bruges en årrække på at genskabe dialogen og tilliden. Måske kan 4-5 år ikke gøre det denne gang. Tilliden til politikere og forvaltning risikerer at lide uoprettelig skade. Skolen risikerer at lide uoprettelig skade. Måske mener kommunalpolitikerne slet ikke, at skolen udvikles bedst i et samarbejde. Måske vil kommunalpolitikere helst kontrollere og regulere. Måske er jeg som lærer blot en brik i et politisk spil, hvor der kun tales om kvalitet, samarbejde og arbejdsmiljø ved festlige lejligheder. Måske er Ziegler blot Løhde og Løkkes marionetdukke. Måske er Ziegler blot spild af tid.