KL - et demokratisk problem

Stat, regioner og kommuner har til opgave at styre Danmark og sikre borgernes retssikkerhed i mødet med det offentlige. Myndighederne skal holde loven og udvise god forvaltningsskik, der af Folketingets Ombudsmand karakteriseres som, »hvad der anses for anstændigt, høfligt og rimeligt i mellemmenneskelig adfærd, tilsat almindelig sund fornuft«.

Det er grundlæggende for demokratiet, at stat, regioner og kommuner er sikret autonomi inden for lovgivningens rammer. »Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig,« som Viggø Hørup udtrykte det i 1878.

På samme måde skal kommunerne kun have staten over sig. Det fremgår af Grundlovens § 82: »Kommunernes ret til under statens tilsyn at styre deres anliggender ordnes ved lov«, nemlig »Lov om kommunernes styrelse«. Staten fastsætter karakteren af og rammerne for kommunernes virke og griber kun ind, hvis de ikke lever op til de statsgivne retningslinjer.

Den kommunale autonomi er ikke kun et spørgsmål om det ydre forhold til staten. Den har også en indre dimension knyttet til den demokratiske beslutningsproces i kommunalbestyrelsen. Der må her skelnes mellem den formelle og uformelle beslutningsproces.

Den formelle beslutningsproces er i overvejende grad uproblematisk, eftersom den er klart defineret i fastlagte procedurer.

Den uformelle beslutningsproces går på de personlige magtforhold politikerne imellem. Selv om politikerne hver har én stemme, har de ikke samme magt i beslutningsprocessen.

Det er der ikke noget nyt i. Politikere har altid haft forskellig pondus alt efter deres organisatoriske position i partiet, anciennitet, personlige stemmetal, netværk, personlighed. Det er på godt og ondt et vilkår for demokratiet.

Autonomien i den kommunale beslutningsproces er de senere år blevet en problematisk størrelse, fordi beslutningsprocessen ikke længere kun er påvirket af interesser »nedefra«, men i stigende grad bliver dirigeret »ovenfra«.

Kommunernes Landsforenings lockout af folkeskolelærerne i april blev understøttet af en landsdækkende annoncekampagne. Selv om KL som aftalepart lå inde med alle fakta i forbindelse med lærernes forhold, valgte man at basere kampagnen på ukorrekte oplysninger.

Forældre til børn i folkeskolen og alle andre har givetvis betragtet oplysningerne som korrekte. Det er fundamentalt i et demokrati, at borgerne kan stole på oplysninger fra offentlige myndigheder. Tanken om, at kommunerne skulle misinformere, er surrealistisk i et samfund med så en grundfæstet demokratisk tradition som i Danmark.

Kommunerne misinformerede da heller ikke. Det gjorde KL. Mange vil måske undre sig over denne sondring, for er KL ikke kommunerne og omvendt?

Svaret er nej. Kommunerne repræsenterer et myndighedsniveau i Danmark, der er underlagt Folketingets Ombudsmand.

KL er en privat forening, der er lige så lidt underlagt Ombudsmanden som Smørum-Nedre Idrætsforening.

Hvis kommunerne selv havde stået bag en kampagne som den, KL førte, ville de utvivlsomt have stået til en ubetinget irettesættelse fra Ombudsmanden for ikke at have levet op til god forvaltningsskik. Det kom de behændigt udenom ved at outsource det beskidte arbejde til KL, der ikke risikerede at komme i fedtefadet.

Som stedfortræder for kommunerne påtog KL sig bevist og velvilligt en opgave, der gik ud på at drive ikke-demokratisk virksomhed. Dermed stemplede KL sig selv som et demokratisk problem.

Hvis det så var en enlig smutter. Men det var det ikke. KL har på sin Ombudsmands-fredede platform udviklet en usund politisk magtkultur og er gået fra at være en administrativt koordinerende organisation til at være en selvstændig politisk aktør, der hold går benhårdt efter at dirigere den demokratiske beslutningsproces i de enkelte kommuner.

KL står i samme forhold til kommunalbestyrelserne som Vogternes Råd til Irans parlament: De 17 ayatollaher KL's bestyrelse skal sikre, at de 2468 demokratisk valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke udviser for stor selvstændighed i udøvelsen af deres offentlige ombud, men retter ind efter KL's direktiver.

KL's »Borgmesterbrev« af 23. maj 2013, sendt til »Borgmesteren, Kommunalbestyrelsen, Kommunaldirektøren, Økonomidirektøren, Direktøren for skoleområdet, HR-direktøren, Direktøren for kommunikation« i alle landets kommuner, er et eksempel på en sådan ayatollah-aktivitet.

I brevet opfordrer KL kommunerne til ikke at indgå »nye lokale aftaler eller give tilsagn om aftaler med den lokale kreds af Danmarks Lærerforening eller tillidsrepræsentanten om, hvor meget arbejdstid lærerne bruger til forskellige arbejdsopgaver«.

Budskabet gentages for en sikkerheds skyld i tilfælde af, at det ikke var udtrykt klart nok: »KL finder derfor anledning til igen at tage afstand fra indgåelsen af egentlige juridisk bindende lokale aftaler...«

For den demokratiske beslutningsproces i kommunalbestyrelserne er Borgmesterbrevet ikke en almindelig, ekstern meningstilkendegivelse på linje med så mange andre. Brevet kobler KL’s selvbestaltede magt og indflydelse som overkommunal, politisk aktør direkte på såvel den formelle som den uformelle beslutningsproces.

Den formelle, fordi brevet i kraft af afsenderen utvivlsomt er blevet behandlet i kommunalbestyrelserne.

Den uformelle, fordi brevet ikke kan undgå at gribe ind i magtforholdet mellem kommunalbestyrelsens medlemmer og forgifte den vilje, der måtte være til at debattere fordomsfrit. Medlemmer, der har en anden opfattelse, vil ikke kun være oppe imod en fraktion af deres kolleger, heriblandt ofte borgmesteren, men også imod en undertrykkende »far-siger«-dagsorden fra KL, der gennemsyrer beslutningsprocessen og underminerer det demokratiske fundament for samme.

Det er ikke demokrati. Med sit borgmesterbrev kommer KL i konflikt med § 60, stk. 1 »Lov om kommunernes styrelse«, der siger: »Aftaler om samarbejde mellem kommuner, som vil medføre indskrænkning i de enkelte deltagende kommunalbestyrelsers beføjelser efter denne lov, kræver, med mindre andet særligt er hjemlet i lovgivningen, godkendelse fra statsforvaltningen.«

En sådan godkendelse foreligger ikke med den private Kommunernes Landsforening.

Kommunernes samarbejde KL tilsidesætter ikke formelt »de enkelte deltagende kommunalbestyrelser«, men reelt er målet for samarbejdet netop – med henvisning til samme paragraf – en »indskrænkning« i bestyrelsernes »beføjelser« gennem politisk pression.

Det danske demokrati kan ikke leve med, at KL har tiltaget sig rollen som over-instans og politisk indpisker i forhold til det folkestyre, der udspiller sig i kommunalbestyrelserne. Det kommunale demokrati skal styres af de politikere, borgerne har valgt til at repræsentere sig i byrådssalen, ikke af en selvbestaltet politisk loge, der på centralistisk vis fører sig frem som en stat i staten.

Som Kommunernes Landsforening har udviklet sig de senere år, er den blevet et demokratisk problem.