Kendsgerninger og ideologi

Torben Thomsen har i hele tre debatindlæg harceleret over, at Folkeskolen i et interview med mig i min egenskab af pædagogisk forsker nævnte, at jeg også er radikal folketingskandidat. At videregive denne oplysning forekommer mig uskyldigt, men jeg takker Thomsen for opmærksomheden. Opmærksomhed er nødvendig, hvis man skal have succes som folketingskandidat.

At jeg er radikal og ansat ved et humanistisk fakultet, får Thomsen til at tillægge mig nogle synspunkter om de 'bløde værdiers' pædagogik, som jeg ikke har. Bestemt ikke, endda. Jeg deler i princippet Thomsens ønske om en stringent og metodisk pædagogisk forskning uden ideologiske hensyn. Men et interview, hvor jeg kommenterer et udspil fra undervisningsministeren, er imidlertid ikke forskning, men en forskers bidrag til den uddannelsespolitiske debat. Forskeres bidrag til den politiske debat er aldrig baseret på 'ren' forskning, men er en blanding af forskningsprægede og politiske vurderinger. Debatten handler jo om, hvad der bør gøres, og det er der ikke noget rent forskningsmæssigt svar på. Forskningsmæssige resultater er i øvrigt sjældent 'rene' kendsgerninger, men er præget af valg af synsvinkel, dataindsamlings- og analysemetode. Og disse valg er ofte bevidst eller ubevidst medbestemt af teoretisk, ideologisk eller politisk ståsted. Et enkelt eksempel: Intelligensforskningen fremtræder fuld af tal og kendsgerninger. Men når man foretager en intelligensprøve, træffer man en række ideologisk prægede valg. Det har været en forudsætning ved konstruktionen af de mest brugte intelligensprøver, at de to køn gennemsnitligt skulle have samme intelligens. Man kunne have valgt, at forskellige racer eller forskellige sociale lag også skulle have samme gennemsnitlige intelligens, og konstrueret prøverne efter det. Det har man imidlertid ikke gjort. Er intelligensforskning, der bruger intelligensprøver, kendsgerning eller ideologi? Der er ikke noget enkelt svar på det spørgsmål.

Man kan ikke analysere verden uden at foretage nogle valg, og disse valg kan vise sig at have politiske implikationer. Naturligvis skal man ikke bruge skatteydernes penge på at foretage forskning, som blot bekræfter ens egne ideologiske og politiske synspunkter. Man skal tværtimod forsøge at udfordre egne og andres forudfattede meninger gennem konfrontation med virkeligheden og med andre synspunkter. Her er et punkt, hvor jeg tror, jeg er enig med Thomsen: Vi ser for megen pædagogisk forskning, der blot bekræfter holdninger, som forskeren havde i forvejen. Gode forskere kommer jævnligt frem til resultater, som er uventede og ubehagelige for dem selv.

Forskere spiller en stor rolle i den offentlige politiske debat. Det gælder ikke blot inden for uddannelsesområdet, men i lige så høj grad for den økonomiske politik og miljøpolitikken. De kan ikke rense deres indlæg for ideologiske vurderinger. For det første er det næppe muligt. Og for det andet ville indlæggene blive komplet uinteressante, hvis det endelig skulle lykkes. De kan i stedet vedkende sig deres ståsted og lade være med at lade som om, at deres vurderinger udelukkende er baseret på rene kendsgerninger.

Per Fibæk Laursenlektor ved Københavns Universitet