Katederunddragelse

Jeg sidder og tænker på det mærkelige i, at der skulle gå så mange år, inden jeg lærte ordet katederunddragere at kende. Tak for det, Niels Christian Sauer. Så er det alligevel ikke alt, der når op til de mere øde egne. Vi kaldte fænomenet 'flugten fra skolestuen' - noget mere klodset og antikveret. Jan Trojaborg (i Folkeskolen nummer 34) synes på ingen måde om det ord og kalder det forfejlet og nedsættende. Det ved jeg nu ikke. Indlysende let er det at sætte sig ind i katederunddragernes tankesæt. Det har vi da jævnt tit snakket om - nogle af vi katedertrofaste - at man skulle måske have prøvet andet, mens tid var. Så som en af de utallige særfunktioner med indlagt større forudsigelighed end de primitive impulser i 8.a - ledsaget af pengepræmier og større prestige. Og det var just Niels Christian Sauers pointe. At gøre opmærksom på den til himlen råbende fejlfordeling af pengene, hvilket han gjorde i en så præcis og rammende formulering som nogen. Ingen fortjener større pengepræmier end den danske klasselærer - skarpt forfulgt af den gemene hob af lærere, der dag efter dag, år efter år, gør tapre og optimistiske forsøg på at bestride et af verdens mest betydningsfulde og sværeste job - med behørig skelen til alle sider. Ikke blot forventes desuden lovlydighed, men også at man øver sig på at lære at elske loven. Selvfølgelig lever katederunddragerne i en anden verden - med større eller mindre evne og vilje til indlevelse i lærerjobbet. Jan Trojaborgs 'praktikbesøg' kan vi ikke rigtig bruge til noget.

Somme tider har jeg for øvrigt svært ved at følge katederunddragerne (jeg slipper aldrig det ord), når de ikke helt sjældent udtaler: 'Jeg har selv været folkeskolelærer, og det var jeg meget glad for . . .' Blev mon glæden for overvældende? Men det er ikke klogt at pille for meget ved det, man kan lettest få svar, der yderligere svækker tiltroen til menneskets ærlighed. Jan Trojaborg må til enhver tid huske på, irriteret som han er over brølene fra undergrunden, at den menige lærer har gået en del igennem hvad angår arrogance og udtalt ulyst fra ekspertvældets side til at gå i ægte dialog med fagets håndværkere. Set i det lys kan eksempelvis 'en nordjysk skarpretter' forekomme mere sympatisk end den drypvise, hovmodige kvælningsmetode, man fra visse sider yndede. Tænk bare på det hånende udtryk 'den privatpraktiserende lærer', som man længe gjorde sig lystig over. Gud være lovet, at nogle taler højt og klart med de risici, det måtte indebære. Der er for megen 'laden som om' i den danske folkeskole.

Jan Trojaborg efterlyser 'fair fight uden at nedgøre hinanden'. Den er jeg med på. Mon også lektor Steen Larsen, der kalder en debattør 'et hundehoved', er det? Kunne vi holde dyreverdenen udenfor?

Else Baggesen

Hjørring

Forkortet af redaktionen