I Undervisningsministeriet er alle - inklusive ministeren - hunderædde for at komme med udtalelser, der 'dutter', som det hedder i jargonen. De ved nemlig, at Kommunernes Landsforening nøje registrerer, hver gang en repræsentant for regeringen omtaler opgaver, som kan betyde, at kommunerne får flere udgifter. Det regnskab slås parterne så om ved Dut-forhandlingerne hver sommer, hvor det afgøres, hvor meget kommunerne skal have i bloktilskud fra staten. 'Dut' står for 'Det Udvidede Totalbalanceprincip', og det er lige så gennemskueligt og rimeligt, som navnet er smukt.
Det er for at kunne forsvare sig i denne kassekamp, at ministerielle embedsmænd altid indleder deres udtalelser om ressourcer med besværgelser om, at 'folkeskolen er kommunernes ansvar'. Det er som ammunition til næste omgang, at KL har fået lavet en undersøgelse, der viser, at der nu ikke er 40, men 28 elever om hver computer i folkeskolen. Og det er for at flytte fronten, at forskningsminister Frank Jensen ikke taler om samfundets ansvar, men om, at 'forældrenes opgave er klar'. De skal 'støtte skolebestyrelserne ved at udtrykke forventninger til edb-planerne på skolerne.'
Og så videre.
Men det er folkeskolen og lærerne, det går ud over.
For forældrene presser allerede på. Og de forlanger ikke kun computere. De kræver, at skolen realiserer den lov, der er vedtaget. For ligesom skatte-, færdsels- og straffelov skal overholdes, skal skoleloven, argumenterer de. Selvfølgelig.
Og lærerne knokler på med en ildhu, som mange virksomhedsejere misunder folkeskolen. Hvor kan man ellers få ansatte til at arbejde så engageret sammen om hele tiden at gøre tingene bedre, som lærere gør? Hvor kan man ellers få ansatte til at blive ved, selv om de mistænkeliggøres af virksomhedsejerne?
Det ville være befriende, hvis kommunal- og landspolitikere stod frem og sagde:
- Vi var stolte og glade, da skoleloven blev vedtaget, for den skulle bringe Danmark i front på undervisningsområdet, så de næste generationer kunne komme ind i det nye videnssamfund med de nødvendige kvalifikationer. Men vi glemte desværre at tænke på regningen, og nu vil vi hellere bruge pengene til noget andet. Derfor skruer vi ambitionerne ned, laver loven om, og håber på det bedste.
Det vil være ærgerligt. For skoleloven indeholder masser af muligheder.
Men det ville være mere ærligt.
Drop kassekampen, glem dutteriet og al snakken om skolen som et 'udgiftspolitisk problem.' Og beslut så, om folkeskolen skal være den fælles udviklingsorienterede, kulturbærende institution. Eller om den skal gøres til 1700 egnsmuseer for bristede forhåbninger.
Det første bliver dyrt. Men det er en investering i fremtiden.
Det andet er billigere i første omgang. Og lige så sikkert som at sætte sparepengene i et anpartsselskab, der producerer papirskibe.
-th
Skal folkeskolen være den fælles kulturbærende institution? Eller skal den gøres til 1700 egnsmuseer for bristede forhåbninger
Kassekamp
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.