Karseduft i kisten

Forleden kom jeg ud fra et møde i Danmarks Lærerforening omkring frokosttid. En duft af karse bredte sig ud bag glasdørene i indgangspartiet. Og det satte et mylder af billeder i gang i mig, for karsen havde samme sødlige duft, som den der kom ud af munden på genboens datters mund, når vi legede skjul i ligkistemagasinets værksted, og jeg dér af vanvare kom til at dykke ned i samme kiste som hun. Det var trangt, og med tilbageholdt åndedræt og hænderne ned langs siden lå vi så der i blandingsduften af tandvarm karse og ubehandlet træ. (En gang tidligere er jeg blevet ramt af dette billede, men da var det fremkaldt af høvlspånerne i skolens sløjdlokale).

Genboens datter havde jeg det med, som jeg har det med skolereformen: nogle interessante detaljer i en helhed, der er alt, alt for meget. Så nu, hvor reformen skranter, er der grund til at overveje, hvad man vil opleve, hvis man hopper ned i kisten til den.

Min referenceramme må blive nogle af de overvejelser, som professor Lene Tanggaard beriger os med i bogen Vanebrud, For reformen var et vanebrud af de store, og det er her på sin plads at notere bogens ord om, at nogle vanebrud repræsenterer "The Dark Side of Creativity". Tanggaard insisterer at vaner er af det gode, og derfor må vanebrud komme på tale, når man føler og indser, at der er et behov for at forny sig og ændre visse vaner. I den sammenhæng er det interessant at notere sig, at dansk skoleudvikling fra 1814 og frem til reformen hvilede på vaner og vanebrud, der var affødt af virkeligheden, dvs. som var oplevet af lærere, der oplevede sig korsetteret af visse vaner. Forudsætningen var det som Lene Tanggaard kredser om, men som hun sprogligt misser, at vanebrud både kan betyde 'at være gift med vanerne' og 'at bryde med en vane'. De eneste, der har været gift med vanerne i undervisningen, og som derfor har kunnet vurdere, hvilke vanebrud, der kunne bære, har været dem, der har været tæt på undervisningen. Dette stoppede med reformen!

Den danske skoleudvikling har været båret af TILLID, og Lene Tanggaard refererer tesen om, at et lands velstand opnås ved kombinationen af 1/4 fysisk kapital, 1/2 human kapital og 1/4 tillid. Den sidste faktor er traditionelt enormt høj i det danske samfund, men kan undermineres af kontrol og test. Derfor kan reformen ses som et langsigtet bidrag til nedbringelse af velfærden i vores land. Reformen er udtryk for lytning til erfaringer fra medicinindustrien (evidens) i den angelsaxiske verden, der i høj grad bygger på jurister snarere end på tillid.

Men nu ligger reformen altså delvist i kisten. Skoledagens længde er i færd med at blive omskåret, så der er plads til den i kassen. Men hvad er det så, den lugter af ud af alle dens åbninger? Af leg, der er blevet eksproprieret af et ydre formål: læring? Af en nyvunden lærerfrihed til selv at tilrettelægge sin undervisning med minimal forberedelse? Af undervisning, der er indsnævret til læringsmåling? Af udsatte elever, der ofte føler sig indsat? Af..... ????

Træk lige kadaveret op fra kisten og kig en gang ekstra: Kan det vanebrud, der blev gennemført uden hensyntagen til vanerne, rettes op med lidt reduktion af skoledagens længde og lidt øget frihed til de forberedelsesbegrænsede?

Lene Tanggaard skriver befriende, at der ved kreativ udfoldelse skal være plads til at begå fejl, men at de, der begår fejlene, selvfølgelig skal være klar til at erkende dem?

Denne læresætning gælder i daglig undervisning, men sjældent i dansk politik.