Karriereplanlægning i en ny tid.

Når man som mig planlægger at gå på pension, kan man ikke undgå at tænke på, hvordan tilværelsen vil forme sig for de af mine kolleger, der i fremtiden skal arbejde, til de er 69 -70 år.

Jeg er 62 og kan gå på pension som tjenestemand uden at skulle omvejen over efterløn, og jeg har i de sidste 3 arbejdsår haft nedsat min arbejdstid med 175 timer årligt eller med ca. 11%, hvilket i reliteten betyder en nedsættelse af undervisningstiden med omkring 15%, da man jo ikke bare kan afkorte alle andre opgaver med 11%.

Med lov 409 bliver lærere i gennemsnit pålagt en forøgelse af deres undervisningstid med 12½%.

Summer vi det op og omregner det, betyder det, at en lærer over 60 i fremtiden skal undervise ca. 30% mere end i dag, og det skal vedkommende gøre 5-10 år længere end i dag. 8-10 år, når efterlønnen er udfaset.

Når jeg ser på de af mine kolleger, der i de senere år er gået på pension og ser på de af de tilbageværende, der er omkring 60 år, så har jeg svært ved at forestille mig, at de vil kunne undervise 30% mere og gøre det i 8-10 år. Jeg ville i hvert tilfælde ikke kunne gøre det.

Konsekvensen af det kan blive, at de må søge andre græsgange i de sidste år af deres arbejdsliv.

Det er dog ikke så let. Vi ved i dag, at ansøgere til nye jobs, der er over 45-50 år, ikke er særligt eftertragtede - og slet ikke, hvis der er tale om et karriereskift.

Så hvad så?

Den grumme konsekvens kan blive, at man som lærer må indstille sig på at forlade jobbet i en alder af 40 - 45 år. Det er de år, hvor man er mest produktiv og samtidig har erfaring. Konsekvensen af det er, at man kan være lærer i 15-20 år, hvorefter man så skal videre.

Skal det kunne fungere, er der brug for, at dobbelt så mange tager læreruddannelsen. Det virker ikke helt realistisk.

Med mindre KL og regeringen (hvem det så end måtte være fremover) erkender og anerkender, at undervisning i folkeskolken er en specielt krævende opgave, og at der derfor er grænser for, hvor længe man kan blive ved og hvor mange timer, man kan undervise, før man bryder ned, så må et tidligt karriereskift være vejen ud.

Alternativt må KL og regeingen tage deres ansvar på sig og etablere seniorordninger, der gør, at det rent faktisk er muligt, også i de sidste 10 år af et lærerliv, at kunne bestride sit arbejde uden at gå ned med overbelastningsstress.

Indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at arbejdsgiversiden føler nogen form for ansvar over for medarbejdersiden, så et karriereskift er i øjeblikket nok det sikreste valg.