Kanon

Må nogen elever forlade den danske folkeskole uden at have stiftet bekendtskab med H.C. Andersens forfatterskab? Nej, det synes jeg bestemt ikke. Er det ikke væsentligt, at danske skoleelever stifter bekendtskab med deres kulturelle baggrund? Jo, jeg er faktisk af den opfattelse, at det måske er vigtigere end nogensinde, at vi giver eleverne et godt kulturelt og historisk fundament. Det er ganske enkelt forudsætningen for, at de kommende generationer kan takle de udfordringer, de møder i vores hyperkomplekse samfund. Uden et godt kendskab til vores egen baggrund er der større risiko for, at vi møder globaliseringen ved at tilslutte os populistiske og menneskefjendske racistiske strømninger.

Hvorfor klapper Danmarks Lærerforening så ikke bare i hænderne, når ministeren nu har fået 13 gode danske mænd og kvinder til at udarbejde en bindende kanon for dansk litteratur? Flere aviser har valgt selv at svare for os. De hævder, at modstanden skyldes, at vi opfatter en kanon som et angreb på lærernes metodefrihed. Det er naturligvis noget vrøvl. Selv om vi skulle blive pålagt at undervise i bestemte tekster og/eller forfatterskaber, har vi jo stadig mulighed for at afgøre, hvordan der skal undervises.

Når vi konsekvent har advaret mod en bindende kanon, skyldes det først og fremmest, at vi mener, at vi skal værne om det princip, at lærerne er forpligtet til at vurdere og kunne begrunde indholdet i undervisningen. I mange lande er det mere reglen end undtagelsen, at der er forskrifter for, hvilke materialer der skal bruges i undervisningen. Det er naturligvis nemt for læreren, der blot kan henvise til forskrifterne, hvis hun bliver bedt om at begrunde materialevalget, men fordi det er nemt, er det jo ikke ensbetydende med, at det giver den bedste undervisning.

Dansklærerforeningens formand og kanonudvalgsmedlem, Jens Raahauge, har ved flere lejligheder givet udtryk for, at foreningens synspunkter er latterlige eller håbløse. Så vidt jeg forstår, er budskabet, at lærerne alligevel ikke har et overblik over litteraturen, og det derfor ikke har nogen mening at tale om lærernes frie materialevalg. Hvis Jens Raahauge havde gjort sig den ulejlighed at lytte efter i debatten, kunne han have konstateret, at vi har givet udtryk for, at det var en god idé, hvis nogen opstillede en liste over den litteratur, de mente skulle indgå i undervisningen. På spørgsmålet fra en journalist om, hvorvidt en sådan liste ville blive fulgt, svarede jeg, at jeg var overbevist om, at den ville blive brugt, men ikke nødvendigvis fulgt. Ved at inddrage kvalificerede synspunkter fra kompetente eksperter kvalificerer vi vores egne overvejelser og valg.

Jeg er ikke i tvivl om, at Jens Raahauge har stor viden i forhold til dansk litteratur. Ligeledes har synspunkter fra kanonudvalgsformand Jørn Lund ofte været til spændende inspiration. Tænk nu hvis vi var blevet indviet i diskussionerne mellem Jens og Jørn. Tænk nu hvis det var deres forskellige opfattelser, der sammen med indspil fra Torben Weinreich og andre, der har noget på hjertet i dette spørgsmål, der havde skabt udgangspunkt for en faglig debat blandt dansklærerne på landets skoler. Jeg tror, at det havde skabt mere kvalitet end en færdigdiskuteret facitliste. Havde ministeren valgt 13 andre eksperter til sit udvalg, havde vi i øvrigt uden tvivl fået en anden liste.

Vi vil gerne værne om kvaliteten i folkeskolen også selv om det ikke er den nemmeste løsning for os selv.

Anders Bondo Christensen er formand for DLF