Kan vi lære noget af den tvungne variation?

Foto: nafrenkel88/Flickr.com

Corona har sendt os mere mod åben himmel den seneste tid, og skolerne inddeler områder og tilrettelægger tiden, så vi ikke interagerer for tæt.

Det har gjort en del ved undervisningen, som pludselig skal finde sig til rette uden sit vante lokale, når det passer.

Nye rutiner bliver for tiden indarbejdet af både lærere og elever, som skal så meget ud som muligt, for at ventileringen kan bidrage til en mindre risikofyldt hverdag.

Det nye undervisningsparadigme tvinger alle lærere ud i genovervejelser af deres daglige didaktik, og det er måske meget sundt, selvom baggrunden er forfærdelig.

Hvad tager vi med os når hverdagen kalder igen?

Den variation, vi nu er pisket til med skift af arena i hverdagen, er god træning mod en ny tænkning, hvor vi ikke nødvendigvis ender med det nuværende set up, men hvor vi måske kan tage brudstykker med os.

Måske får vi som undervisere et nyt syn på kvaliteterne udenfor det så ”sikre” klasserum, hvor vi er i kontrol med eleverne plantet på faste pladser og med indgroede rutiner og skemaer.

At skolerne nu tvinger klasserne mere ud, kan vise sig at være velsignelse i forklædning. Mange lærere vil få erfaringer med en undervisning, hvor indholdet skal tilpasse sig rammen. Dette kan for nogle føles som en gordisk knude – for andre et gavebånd, der blot skal løsnes.

Fælles for alle er, at vi bliver erfaringer rigere i de nye rammer.

Kunsten bliver herefter, når dagligdagen vender tilbage at tage det bedste med os!