Kan vi lære af læringstile?

Kan det virkelig lade sig gøre på bare 100 dage at forbedre en skole så markant uden brug af præstationsfremmende præparater? Er et så omfattende udviklingsprojekt overhovedet en god idé på så kort tid? Hvis læringsstile er så fantastisk, hvorfor er det så ikke mere udbredt?

Spørgsmålene står i kø, når man torsdag efter torsdag på Tv2 følger eksperimentet »Skolen – verdensklasse på 100 dage«, hvor Gauerslund Skole på rekordtid skal avancere fra den fagligt dårligste fjerdedel i landet til en fremtidig topplacering. Midlet er, som i Tv2's seersucces fra sidste år, »Plan B«, læringsstile, som kort sagt går ud på at finde frem til hver enkelt elevs foretrukne måde at lære på og så indrette omgivelser, undervisningsmaterialer og strukturer derefter. Altså et opgør med den traditionelle tankegang om at indrette eleverne til skolen.

Gauerslund Skoles saltvandsindsprøjtning i kraft af optimal opmærksomhed, en læringsstilsekspert på fuld tid, en passioneret skoleleder, et motiveret lærerkollegium og tro på projektet vil måske vise sig at være nok til at udføre et mindre pædagogisk mirakel. Kigger man på disse faktorer, er det stort set kun tv-delen og det store forbrug af kursusmidler og konsulentbistand, det vil være svært for andre skoler at gøre efter. At hyre en konsulent, hente inspiration fra andre skoler og skabe en udviklingskultur er realistisk på alle skoler. Men at gøre det så massivt og hurtigt som Gauerslund Skole vil være urealistisk – og formentlig også uhensigtsmæssigt.

Selv om læringsstile formentlig vil kunne indføres stort set udgiftsneutralt, er det ikke ligefrem befordrende, at mange skoler igen i år oplever nedskæringer. På min skole har vi fra sidste skoleår til i år eksempelvis oplevet en nedgang af tildelinger på ti procent. Det kan ofte være svært at se sammenhængen mellem politikernes udtalelser om udvikling af folkeskolen og de efterfølgende nedskæringer. Det kan måske hænge sammen med, at politikerne inderst inde tror, at nedskæringer skaber udvikling – og skulle det mod forventning vise sig at være tilfældet, så tyder meget på, at der er håb forude.

Et andet væsentligt element i arbejdet med læringsstile er naturligvis undervisningsmaterialerne, som skal tilpasses de forskellige måder at lære og arbejde på. Det vil i mange tilfælde betyde, at lærerne selv skal bruge tid på at udvikle materialer, men heldigvis er forlagene de senere år blevet mere og mere opmærksomme på, at undervisningsmidler kan være andet end en bog eller en cd. Da mange materialer til læringsstile er til flergangsbrug, vil det på længere sigt være et økonomisk incitament for skolerne, da de formentlig vil kunne skære ned på indkøb af brug-og-smid-væk-materialer som engangsbøger og hæfter.

Som lærer bør man på trods af mediets overfladiske behandling glæde sig over, at god undervisning er kommet på dagsordenen – og at vi har et job, hvor der fortsat er masser af udviklingspotentiale.