Kan man vise døde børn i skolen?

Som optakt til et forløb fra Red Barnet med titlen, ”Deadline Syrien”, som før er omtalt her på bloggen, ville jeg i min niende klasse vise en dokumentar om krigen i Syrien. Jeg søgte på Filmcentralen og DR og faldt over filmen ”De sidste mænd i Aleppo” fra 2017. En yderligere hurtig søgning på filmen viste adskillige internationale filmpriser og anerkendelser, der vidnede om dokumentar af overordentlig høj kvalitet.

Dernæst så jeg de første ti minutter, og forkastede filmen på stedet. Her blev det ene blodindsmurte, døde barn hevet ud af bomberuinerne efter det andet. Hvilket redningsmandskabet tydeligvis var vant til. Alt for vant til. De overlevende var ilde tilredte, klynkende, grædende og skrigende. Nogle ville formentlig ikke overleve. Det er virkeligheden. Det er krigen.

Brutalitetens formål

Efterfølgende tænkte jeg over, hvad min bedømmelse beroede på. Jeg vil lave et tværfagligt forløb, hvor danskfaglig skriftlighed, flygtningeproblematik, etik, Danmark i konflikter og medmenneskelighed/ næstekærlighed kom på bordet. Filmen ville utvivlsomt give et nuanceret billede af krigens baggrund, dens uoverskuelige konsekvenser for den syriske befolkning, dens dæmoniske ondskab og ikke mindst skabe et solidt grundlag for det videre arbejde med den interaktive dokumentar. Så hvad er problemet?

Problemet er, at jeg ikke var sikker i min sag. Filmen ligger på Filmcentralen under grundskolefilm med en censurgrænse på 15 år. Ingen problemer der. Men er det skolens opgave at præsentere virkeligheden på de præmisser? Hvor langt kan vi gå? Alle tre kulturfag har det tilfælles, at vi beskæftiger os med menneskelige vilkår. Historieskabte såvel som historieskabende. Vi er virkeligheden. Hvorfor vil jeg så ikke vise den, når den bliver grim? Filmen vil være en genial kilde til alle tre kulturfag og som dokumentar i dansk.

Jeg vil meget gerne høre, hvad I tænker derude. Hvor går jeres grænser?

https://www.folkeskolen.dk/620218/send-eleverne-til-flygtningelejr-i-jordan