Kærlighed på menuen

Der er smukke billeder fra Bolivia. Der er råvarer, vi ikke aner eksistensen af, og der er rigeligt af dem. SAllivevel er landet fattigt. Og det til trods er kriminaliteten lav. Alt i alt var dette - kombineret med et socialt engagement - ingridienser i Claus Meyers tanke om at overføre sine ideer fra det nordiske køkken til landet på den anden side af verden: Oprettelse af en restaurant, GUSTU, med tilhørende kokkeskole for unge med opvækst, der får fremtiden til at se mørk ud.

Filmen, som er smukt fotograferet, indledes af en jagtscene, hvor en båd i mørket langsomt glider af sted, indtil et skud afbryder stilheden og en alligator hales om bord. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på den herlige kogebog, Jesper Kurt-Nielsens Man tager en alligator eller en leguan af passende størrelse, som Forlaget Vandkundsten udgav for nogle år siden. Men altså: En af råvarerne er på plads, og forestillingen kan begynde. Og det gør den med processen frem mod en smukt anrettet tallerken.

Men så sker det magiske. Netop som man har indstillet sig på en historie, der fremkalder mundvand, begynder en fortælling, der snarere giver ømhedsklumper i halsen: Tre parallelle nærværshistorier om mødet med den, der forandrer ens verden fra at stille sig tilfreds med det absolut nødvendige til at stræbe efter det nødvendigt smukke: kærligheden til noget, der får en til at vokse, og som er større end en selv.

Den ene historie fortæller Claus Meyers historie, om hans møde med franske Guy og Elisabeth, der tog ham til sig, som var han deres egen søn, og lod ham - efter fem år i følelsesmæssigt mørke - mærke omsorg, kærlighed og velsmag. Dette møde ændrede hans liv.

Den anden fortælling handler om kokkeeleven Kenzo, som bliver grebet af Meyers ord om, at man med mad kan ændre verden. Vi besøger hans familie og ser, hvor han har sin indsigt i naturen fra. Men han vil mere end leve fattigt som bonde. Han arbejder og bliver udlært på Gustu, hvorefter han vælger at rejse til Baskerlandet for at lære mere. Men hans plan er at vende hjem til Bolivia og skabe en restaurant med Amazon-mad. Han vil berige verden.

Den tredje gribende beretning lader os møde Maria, som er lille af vækst, men enorm af vilje. Hun forlader resterne af sit opløste hjem som otteårig, fordi hun vil lære noget. Hun er en af dem, der bliver en del af kokkeskolens hold, og hun vokser og vokser mentalt af de krav og den omsorg, der møder hende på skolen. Efter afsluttet kokkeuddannelse bliver hun næstkommanderende på en af de restauranter, som Gustu-elever har etableret i Bolivia.

De tre historier fortælles parallelt og både supplerer og facetterer hinaden, så man overvældes af en langsomt fortalt, intenst vist historie om, at nærvær får alle til at vokse og stræbe efter at gøre det så godt og smukt som muligt.

Det, der kunne lyde som en gastronomi-film, viser sig at være et enkelt måltid, hvor der er kærlighed på menuen.

Filmen viser, at Claus Meyer ind til bunden af sin sjæl er et dannet menneske - i den egentligste betydning: at bestræbe sig på at sætte sig ud over sig selv.

Filmen kan lære os, at et nærvær gennem alt fra daglig omsorg til den rette bemærkning eller handling på det rigtige tidspunkt kan have afgørende betydning for et andet menneskes liv.

Derfor må vi aldrig acceptere, at lærerarbejdet instrumentaliseres!

ps

Filmen, som er instrueret af Michael Lei, blev vist på CPH:DOX 19. Her er link til yderligere læsning om den: https://www.dfi.dk/en/cinemateket/biograf/alle-film/film/taste-sky