Kære voksne

Kære voksne. Prøv at forstil dig at tage afsted på et arbejde dag efter dag, hvor du konstant oplever det ene nederlag efter det andet, hvor du hver dag kan se at dine kollegaer er meget dygtigere end dig og meget hurtigere end dig........ Du tager afsted hver evig eneste dag med en viden om at der forude er en prøve, eksamen eller test, som du bare skal kunne klare for at have mulighed for at forsætte din karriere............ Din arbejdspræstation skal hele tiden vurderes, måles og vejes. Hver evig eneste dag på arbejde, så er du sammen med kollegaer, som du ikke har noget til fælles med og som altid vælger dig fra, når I skal lave noget sammen. Du fornemmer, at de ofte snakker om dig bag din ryg. Du kan se at de har det super sjovt sammen i pauserne og du ville ønske, at du var ligesom dem, så du også kunne være med........... Hver evig eneste dag på arbejdet er du max presset og på massivt overarbejde. Du forstår langt fra altid hvad din chef siger og du kan slet ikke huske alle de beskeder du får. Du kæmper for at holde hovedet oven vande i alle de skift der er i arbejdsopgaverne, den manglende struktur, de mange forventninger og de mange arbejdsopgaver, der hele tiden lander på dit bord og som du selv har det fulde ansvar for......... Jo mere pres der er på, jo mere skal du kæmpe med tårerne og hele følelsen af at være en stor fiasko. Du kæmper og kæmper, mens tiden snegler sig afsted til du har fri og kan komme hjem....... Når du skal sove om aftenen, så kommer alle tankerne om hvor dum du er, hvad de andre tænker om dig, hvad der skal blive af dig, at du ligeså godt kan lade være med at leve osv........ Du har svært ved at sove og ender med få timers søvn. Næste dag starter det hele forfra......... Hvor længe tror du, at du kan holde til at være på den arbejdsplads inden du knækker sammen ? Det her er hverdagen i den almene folkeskole for mig og mange andre med særlige behov.......... 😳😔