Kære dagbog, min skole skal lukke

Kære dagbog

Min skole skal lukke og jeg er så frustreret og ked af det og skuffet.

Følelsen af afmagt og usikkerhed er som et isbjerg. Nok kan man se det i mit ansigt, men under det ydre lurer afmagten og usikkerheden, der gør den ellers motiverende mening med mit job, lettere meningsløs. Jeg gør som jeg plejer: underviser, søsætter projekter, planlægger fernisering o.lign. Men jeg gør det halvhjertet. Nogle elever har sagt, at jeg virker sur. Jeg tog det ilde op, da de sagde det. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere giver det mening. Jeg er sgu lidt sur! Ikke på dem, eleverne. Ikke på mit job. Men på den situation byrådspolitikerne har sat os i. Sat mig i.

Selvom jeg har været så "heldig", at blive forflyttet til den nye store skole (sammenlagt af tre skoler) i byen, så ved vi ikke, hvem der bliver vores nye skoleleder. Det booster følelsen af afmagt. Min usikkerhed.

For hvad bliver det for en leder jeg får? En der er forstående for den frihed jeg trives i? En der ser mine kvaliteter? En jeg kan have lange didaktiske og udviklende samtaler med?

Sådan er min nuværende leder.

Jeg har ingen anelse om, om han fortsat er min leder efter sommerferien. Det er skræmmende.