Journalistisk formidling

Jeg kan ikke føre noget videnskabeligt bevis for, at det forholder sig sådan, men gør engang øvelsen: Stop op og spørg, hvornår lærer Jensen fra Søndermagle Centralskole sidst har udtalt sig offentligt. Jeg mener, det er længe siden.

Hvorfor er lærere så vanskelige at fåøje på i den offentlige debat? Jeg kender ikke svaret, men jeg har til gengæld igennem de sidste par år skaffet mig en god portion erfaring med at undervise seminariestuderende i journalistisk formidling.

Det første korte kursus, jeg lavede, blev holdt på et seminarium i 1996, og siden har idéen spredt sig til yderligere et par seminarier. Fortalt i korthed kommer jeg ind i billedet, når de studerende skal lave en skriftlig opgave i forbindelse med deres praktikophold. Her kommer både studerende og deres praktikvejledere på skolebænken for at høre om en række journalistiske metoder. Til sidst redigerer vi i fællesskab en øvelsesartikel ud fra et hjælpeløst oplæg, som jeg på forhånd har forfattet. Vi får styr på, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med i artiklen - og i hvilken rækkefølge artiklens elementer skal dukke op. Vi rydder op i passivformer, forkortelser og alt det andet, der normalt får skriftlige fremstillinger til at virke med sovetabletters styrke. Også fagudtryk kigges efter i sømmene, så andre end blot de indviede kan følge med. Og hele tiden holder vi fast i, hvad det er for en historie, vi vil fortælle, fordi det nu engang ikke er så hensigtsmæssigt at fortælle tre-fire historier samtidig.

Det er blevet min meget klare overbevisning, at der blandt de studerende eksisterer et behov for at kende til nogle af de metoder, som journalisten arbejder med. Og dette behov gælder også den uddannede folkeskolelærer, som ikke er ret synlig i samfundsdebatten.

I første fase har dette her altså drejet sig om at få skabt et mere hensigtmæssigt forløb omkring en skriftlig opgave på nogle seminarier. Men det har også drejet sig om at ruste de studerende til bedre at kunne tage del i samfundsdebatten. For mig handler det altså mindre om nyt indhold i for eksempel en praktikopgave. Mere om at sprede kendskab til en anderledes og formidlingsvenlig udtryksform.

Der er ganske givet andre veje at gå, hvis tavse lærere skal ud af busken - og plantes i det danske medielandskab. Men den meget store gruppe mennesker, der hver dag pukler på folkeskolerne i en af samfundets vigtigste funktioner: Disse lærere hører vi under alle omstændigheder for lidt til!

Cand.jur., journalist