Jo vist er det vigtigt

Og så er det drivende okkult. Konsulent Birgitte Rasmussen foreslår det ganske vist ikke i Folkeskolen nummer 47, 'Vanskeligt men vigtigt'. Der er åbenbart grænser for galskaben. Men døvende og sindsforstyrrende os fra røgelsespinde burde virkelig forsøges. Man kunne måske også overveje at henlægge teammøderne til midnatstimens fuldmåneskin med maksimalt udbytte til følge. For ved tårnurets tolvte slag frigøres sikkert alle de bundne energier og kompetencer, og teamsjælene vil forene sig i et fælles vidensgrundlag på et højere plan på tværs af fag og personer og stimulere den faglige og didaktiske udvikling. Det hele er faktisk så smukt, når Birgitte Rasmussen fremlægger det. Og så på denne mørke årstid. Som hun henrykt frembærer det: Da vil to plus to endelig blive mere end fire. Og så er hele den lumre og halvhysteriske stemning parat til at blive trykket ned over folkeskolen og dens sagesløse børnesjæle. Teamets løsen skal være henrykt ekstase. Kun lige foreningen med Gud, vita unitiva, mangler. Det ligger ikke rigtigt for den danske mentalitet. Men sådan noget med, at alle i teamet skal forlade deres egne antagelser og flyde sammen i én sjæl, går vel an. Og herfra, hvor bevidstheden har udvidet sig og fanget evigheden, er det meningen, at tværfaglighedens sværd skal sønderhugge al faglighed til ukendelighed. Og i den giftige rus skimter man, at teamet er et fantastisk redskab til ødelæggelse af al jordbunden undervisning. Men pas på morgenens første solstråler. Vejen tilbage fra vita activa kan være ganske forfærdelig. I denne ædruelighedens jordbundethed skal man nemlig til at aftale tidspunktet for næste møde. Og det kvæler jo enhver opstemthed.

Vagn Madsen

Brønderslev