Jeg ville bare gerne undervise

Jeg skal ’bare’ undervise

Der er forskellige grunde til, at folk vælger at blive lærer. Min primære grund var, at jeg godt kunne lide at undervise og lære fra mig. For mig er det en tilfredsstillende følelse at formidle en viden, som andre kan bruge til noget. Selvom formålet med vores job er afsløret i jobtitlen, afslører den kun én af de uendelig mange funktioner, som en lærer har i dagligdagen.

Du kan ikke bare undervise en klasse propfyldt med individer og tro, at det ikke er mere i det. Jeg tror, at det er derfor, der er så mange udefra, som ikke forstår, hvordan det kan være hårdt at være lærer.

Men hvad de fleste ikke tænker over er, at jeg ikke bare er en lærer og underviser. Jeg er også psykolog, konfliktmægler, vejleder, coach, forbillede, ven osv. Listen fortsætter.

Dybde i dagligdagen

Jeg er ikke bare en tom skal, som står ved tavlen og underviser. Ligesom eleverne heller ikke er homogene robotter, som troligt lytter og oplagrer viden i langtidshukommelsen automatisk.

For eleverne er det ikke bare en skole. Det er deres liv og hverdag. Så hvem kan bebrejde dem for at skulle udvikle sig og lære at være til på vores arbejdsplads? Og fordi det ikke bare er en skole for dem, bliver det heller ikke bare en arbejdsplads for os, fordi vi har et større ansvar end blot at propfylde dem med viden.

Jeg ville bare gerne undervise. Men det kan jeg ikke kun, fordi mine mange funktioner forhindrer det. Men selvom det kan være noget så opslidende at have så mange omstillingsparate roller, ville vi også mangle diversitet uden. Vi påtager os dem troligt, og opdager hen ad vejen, at eleverne også ender med at lære os noget. Noget om mennesker i helhed som ville være trist at være foruden.