Jeg savner mine kollegaer

Foto: pixabay.com

Både mit sociale behov samt min sukkertrang har været under pres i Coronaperioden. Midt i en forfærdelig situation, som har været voldsom for landet på flere parametre, er mine personlige behov de seneste par uger begyndt at kigge frem igen. Chokket har lagt sig en smule – men ikke sukkerchokket. For der er fortsat ikke bland-selv-slik særligt mange steder – og så savner jeg mine kollegaer.

Efter eleverne er begyndt at komme tilbage på skolen igen, har al fokus været på hygiejne, sociale kompetencer elever imellem og til sidst deres faglighed. Der har ikke været tid og rum til at tænke det kollegiale ind i sammenhængen, andet end at møder, pauser og forberedelse skal afholdes hjemme.

Så i min desperate søgen efter voksenkontakt, har jeg nærmest gebærdet mig, som når jeg går i supermarkedet og scanner butikken – ”er det i dag, det er fremme igen”?

De voksne på mit job kunne lige så let være bland-selv-slik. I pauserne, når jeg er gårdvagt, scanner og søger jeg også efter voksne at omgås, samtidig med at jeg naturligvis holder opsyn og er sammen med eleverne.

Det daglige fix

Det, at vi voksne er væk fra hinanden, er også hårdt. Et dagligt arbejdsliv består af interaktioner, der både kan være glædelige, udfordrende, hårde, sjove, mærkelige osv. Fælles for dem er, at de er udviklende. Menneskelig kontakt er vigtig, og vi forfladiges uden.

Så når jeg afholder undervisning ude med min klasse, holder jeg øje. Om der skulle komme mig noget i møde, jeg har savnet. Det kunne være et jordbærdrøn, et stykke choko med karamelfyld eller et par bløde bjørne. Jeg er sådan i underskud, at jeg også kan tage til takke med en sur vingummi eller en stærk lakrids. Bare lad mig få mit fix!

Kollegakontakt og sukkertrang kan godt få tingene til at mikse sammen på disse dage, for de fylder for mig.

Dog ved jeg, at mit sukker gerne skal skrottes. Bland-selv-slik måtte gerne lægges i graven.

Det skal mit kollegiale fællesskab ikke. Vi har manglet hinanden alt for længe nu.