Jeg rådgiver ud fra det, jeg ser

Erik Rosenlund beder mig i Folkeskolen nummer 46 redegøre for mine overvejelser over, hvordan jeg efter Overenskomst 99 mener at kunne varetage mine kollegers interesser, når medlemmerne i Gladsaxe ikke fulgte min, men kredsens anbefalinger.

Tonen i læserbrevet er nok et meget godt udtryk for den vrede mod hovedstyrelsesflertallet, mange lærere har i de kommuner, hvor kommunalpolitikerne ikke har holdt sig for gode til at begrunde deres budgetnedskæringer med den nye arbejdstidsaftale og dermed forsøge at tørre deres budgetansvar af på DLF - hvilket faktisk er ynkeligt.

Det bør da i høj grad give stof til eftertanke - men hos begge parter vel - når jeg efter gode år med gensidig opbakning så kontant bliver undsagt af mine egne, nu jeg mener noget 'forkert'?

Fra jeg startede i det faglige arbejde, har jeg valgt at rådgive ud fra det, jeg ser. Det føler jeg mig også forpligtet til nu, hvor jeg fra min udkigspost ser fakta, jeg selvfølgelig godt ved kan være aldeles ubekvemme. Men netop på den måde mener jeg altså, at jeg tjener medlemmerne bedst.

Det var selvfølgelig lettere, da mit bagland og jeg så det samme og var enige om at undsige kommunalansættelse og UFØ-aftalen. Vi forudså, at utrygheden ville vokse, og at arbejdstidsaftalen ville underminere arbejdsmiljøet, når frie lærere blev omprogrammeret til timetællere. Og vi forudså også, at det kunne få præcis de fatale følger for vores omdømme, som det har fået. Men fakta er, at et landsflertal i 1993 stemte os over i kommunalansættelsen og UFØ-aftalen, og at verden blandt andet derfor har ændret sig markant. Tiden for ordentlige centrale aftaler var forbi, og de kommunale budgetter, som vi aldrig har haft aftaleret på, kom i centrum.

Op til dette års forhandlinger var der opstået den paradoksale situation, at lærere landet over havde lært at sno sig og leve med UFØ-systemet. Der blev lavet god skole på trods af grundmodellen via lokalaftaler. Men det rørte ikke arbejdsgiverne på underviserområdet, der ville have et nyt system igen. Ikke med mindre, men med større lokal selvbestemmelses- og ledelsesret. Og de mente det - og de havde sikret sig regeringsopbakning.

Derfor var det min vurdering, at vi ikke kunne slås os igennem, blandt andet fordi vores status var faldet. Vi måtte sno os igen. Da jeg samtidig i aftaleforslaget kunne se vigtige muligheder for en formaliseret forhandlingsret om budgetterne samt et større professionelt råderum og fremadrettede pædagogiske muligheder, anbefalede jeg et ja. Vel vidende, at flere kampe fremover vil ligge lokalt.

Så jeg tilbyder fortsat at varetage mine kollegers interesser ved at bringe bud om det, jeg kan se. Også når jeg hellere ville have set noget andet. For eksempel en tryggere centralt styret verden.

Modsat er det lige så åbenlyst, at der i foreningen er behov for at forbedre dialogen mellem os, der arbejder centralt, og jer, der arbejder lokalt - i tide. Så den dialog tilbyder jeg naturligvis også fortsat at deltage i.

Jørgen Stampe

formand for DLF's

pædagogiske udvalg