Jeg forstår godt regeringen og Støjberg, når de vil have muhammedtegningerne på skoleskemaet

16. oktober er en sørgelig mærkedag. Det er nemlig præcist fem år siden, den franske lærer, Samuel Paty, brutalt blev myrdet, fordi han havde brugt muhammedtegninger i sin undervisning.

Siden hans død har vi med jævne mellemrum diskuteret, om muhammedtegningerne – eller muhammedkrisen – skal på skoleskemaet. Senest har både regeringen og Inger Støjberg i forbindelse med 20-årsjubilæet for tegningerne foreslået, at det bliver fast pensum på landets skoler.

Jeg er en af dem, der har arbejdet med krisen og vist tegningerne i min samfundsfagsundervisning, og jeg kommer til at gøre det igen. Det er nemlig et glimrende eksempel til diskussion af, hvor ytringsfrihedens grænser går.

Men når jeg har gjort det, har det været mit valg. Ikke politikernes. For jeg har altid været  en af de lærere, der har kæmpet imod, når politikere vil helt ind i klasseværelset og sætte noget på skoleskemaet – også muhammedtegningerne. Det er nemlig stik imod den stolte, danske skoletradition, at det er lærerne, der bestemmer timerne indhold, mens politikerne holder nallerne væk.

Men jeg må indrømme, at jeg er kommet i tvivl. For når det viser sig, at mange lærere ikke tør undervise i muhammedkrisen eller bruge tegningerne som en del af undervisningen, så forstår jeg godt regeringen, Støjberg og de mange andre, der også vil have tegningerne på skemaet.

Jeg er nemlig alvorligt bekymret for, at vi er i fuld gang med at skabe en tavshedsskole, hvor vi bevidst eller ubevidste vælger de sikre emner, der ikke kan skabe ubehag hos elever, forældre og hos os selv. Det kontroversielle og ubehagelige vælger vi fra.

Belejlige tavshedsskoler

Det gælder ikke kun muhammedkrisen og de tilhørende tegninger, men så sandelig også krigen i Gaza eller køn, særligt transkønnethed. De emner glemmer højrefløjen meget belejligt, men de emner bliver også undgået mange steder, fordi de er politisk følsomme.

Modsat tavshedsskolen drømmer jeg om frihedsskolen, hvor vi kan tage alle emner op, der fylder i samfundet. Skolen er nemlig den bedste demokratiske øvebane, vi har her i landet, så vi har alle forudsætningerne for netop her at lære at være uenige, også når det kan føles lidt ubehageligt.

Vi lærere kan sagtens kan undervise i muhammedkrisen, transkønnethed, Gaza og andre kontroversielle emner. Her vil jeg anbefale at bruge forældremødet til at fortælle, at du gør det, og hvorfor du gør det. Lad også elever, der ikke ønsker at se tegningerne, gå ud af klassen, når det sker. Jeg kunne ikke finde på at tvinge mine elever til at se dem, men derfor kan de jo godt være med til al den anden undervisning om krisen.

Hvis vi aldrig vælger noget i undervisningen, der bare lugter af noget kontroversielt, sender vi et meget uheldigt signal til vores elever. Nemlig at det kontroversielle er noget farligt noget, vi helst skal pakke væk.

Tværtimod skal vi vise vores elever, at vi sagtens kan være i samme klasselokale og være uenige – uden at blive uvenner af den grund. Nogle gode kompetencer til at være uenige er netop det, vi har brug for i en tid, hvor polariseringen er i færd med at rive de vestlige samfund fra hinanden.

Så kære lærerkollega. Lad os ære Samuel Patys minde ved at være modige. Brug den muhammedkrise – og gerne tegningerne – i din undervisning, undervis i transkønnethed i uge sex og i gazakrigen til skolevalget. Det har jeg tænkt mig at gøre, og jeg håber, at du vil være med.

Du behøver ikke gøre det hvert år. Men hvis du altid finder undskyldninger for atter ikke at tage fat i noget kontroversielt, ender vi med en tavshedsskole, og det er en åben invitation til politikerne om at bestemme mere og mere over, hvad du skal undervise i.