Jeg er blevet klodset...

Jeg er blevet klodset…

Nedskrevet af Ann Kristine Gregersen, lærer på Søndermarkskolen

Jeg vil have en kop kaffe. Jeg tager en kapsel og går mod køkkenet. På vejen møder jeg en kollega, og vi falder i snak i kopirummet. Da samtalen slutter, går jeg tilbage til min plads. Da jeg senere går ud for at kopiere, ser jeg min kapsel på bordet og kommer i tanker om min kaffe.

Jeg stod og undrede mig over at min pædagog ikke dukkede op. Men det gjorde hun ikke, for det havde vi aftalt. Det havde jeg allerede glemt.

Jeg vælter ting, der står på bordet, når jeg rækker ud efter noget, og jeg hænger fast i dørhåndtag med nøglesnor og ærmer.

Til tider må jeg slå op i min kalender, for at komme i tanke om hvilken dag det er.

Jeg kalder børnene, noget de ikke hedder. Jeg er ellers en ørn til navne.

Min leder siger: I dag har jeg 48,5 års dag. Jeg siger: Her på skolen? Og jeg tænker slet ikke over, at der i så fald burde stå en kvinde på 70 år foran mig. Det gjorde der ikke. Der stod en smuk dame på knapt 50 år.

Jeg får givet en klasse 37 siders læsning for til dagen efter, en klasse der inkluderer 2 ordblinde børn.

En elev skal bruge sin computer, som er låst inde i skabet i klassen. Jeg har ikke en nøgle. En uges tid efter skal hun igen bruge den. Jeg har glemt at skaffe mig nøglen. Jeg har endnu ingen nøgle anskaffet.

Jeg mister en hel klasses opgaver, da jeg glemmer dem på turdestinationen.

Jeg stoler ikke på mig selv længere. En elev påstår, at han har afleveret sin opgave. Jeg kan ikke finde den, og husker ikke om han afleverede eller ej. Min usikkerhed kommer ham til gode.

Jeg går ind i katederets hjørne. Tror efterhånden, det blå mærke på mit lår bliver til en tatovering

Jeg gik ud og passede min gårdvagt og undrede mig over, at der var andre kolleger end sædvanligt. Det viste sig, at det allerede var gået hen og blevet onsdag, og ikke tirsdag som jeg troede

Jeg har en klar plan for lektionen, men hører mig selv sige noget andet. Jeg hører mig sige: det er en aflevering. Jeg kunne have bidt mig selv i tungen, for jeg får ikke tid til at rette dem lige foreløbig. Jeg giver eleverne dem tilbage et par dage efter. De råber straks, at de jo ikke er rettet? Nej nej, Jeg har læst dem…Vi retter dem sammen….