Jeg er bekymret

Bodil Bøgebjerg (Folkeskolen nummer 9) har været så venlig at svare på mit læserbrev i nummer 11.

Men hvorfor bruger hun spalteplads på at retfærdiggøre sin ansættelse? Hun havde ikke behøvet at begrunde over for mig, hvorfor hun er blevet ansat. Det er en sag mellem hende og forvaltningen. Hun sagde i artiklen i nummer 9: 'Den nuværende løn kan kun tiltrække folk, der har svært ved at klare sig i det private erhvervsliv'.

Jeg undrer mig også over den betydning, hun lægger i, at jeg for mange år siden arbejdede i de samme bygninger, som hun arbejder i nu, og at jeg har arbejdet sammen med nogle af de nuværende lærere. I Folkeskolen, som er mit medlemsblad, har der dels været en annonce, dels en artikel, der begge udtrykker nogle tendenser, som ikke er i overensstemmelse med den retning, jeg synes, at folkeskolen skal bevæge sig i. Det er mit ærinde!

Hun skriver, at jeg postulerer, at hun ikke er i dialog med sine medarbejdere, og at arbejdet skal udføres på hendes betingelser. Det postulerer jeg ikke. Men hun siger selv: 'Det var op til dem selv (lærerne) at afgøre, om de ville være med på mine betingelser eller ej'. Se, det kalder jeg jo ikke dialog mellem lærere og ledelse. Og det gjorde en tredjedel af skolens daværende lærere åbenbart heller ikke. Det står at læse i samme artikel.

Hun slutter af med at tale om forargelse. Jeg er ikke forarget. Jeg er bekymret over en tendens til at fylde folkeskolen med smarthed og store ord. Begge dele er ofte så underligt hule. Det arbejde, skolens lærere præsterer, er fyldt med visioner og ønsker om at skabe de bedste betingelser for vores elever. Men det går vi ikke rundt og puster op med store ord og floskler. Det har vi ikke tid til.

Pia Olsen

Viby Sjælland

Folkeskolen betragter debatten mellem Pia Olsen og Bodil Bøgebjerg for afsluttet