Jeg elsker alt ved trivselsarrangementer - bortset fra navnet

Jeg er forælder til fire børn i folkeskolen, og foran min familie og jeg venter endnu et skoleår fyldt med en perlerække af skønne arrangementer: Morgenmad, forældremøder, fællesfødselsdage og trivselsarrangementer.

Jeg tør ikke spå om antallet, men jeg tror, at vi når op på over 20 forskellige arrangementer i skoleåret 2025/2026.

Som forældre burde det være en pligt at deltage. For arrangementerne virker. Når vi mødes, lærer vi hinanden at kende – børn, forældre og lærere. Det er guld værd.

Arrangementerne gør skolen til et sted, hvor børn og voksne har noget at dele, også uden for skemaet. Og i kritiske situationer fungerer de som lynafledere, så uenigheder ikke bliver til konflikt. Derfor kan og bør skolen ikke være dem foruden. Men jeg har særligt én anke: Ordet ”trivselsarrangement”.

Lyder som et ministerielt notat

Udover at det er et klodset ord, som lyder alt for teknisk til det, det dækker over, er det problematisk på grund af ordet trivsel. Prøv lige at lave ikke-testen på ordet. ”Vi skal lave et klassearrangement, der ikke skaber trivsel.”

Det er så trivielt, at det bliver intetsigende. Selvfølgelig er et klassearrangement arrangeret af forældrene uden for skoletid til for at styrke sammenholdet og trivslen i klassen.

Omdrejningspunktet er ikke bare om trivsel som et abstrakt begreb. Det handler i virkeligheden om børn, der leger på tværs, møder hinanden i andre sammenhænge og dermed styrker sammenholdet i klassen. Men også om forældre, der finder fælles fodslag. Det handler om at bygge det sociale kit, der gør hverdagen lettere – også for lærerne.

Så hvorfor gemmer vi det bag et ord, der lyder som en paragraf i et ministerielt notat? Kunne vi ikke finde på noget bedre? “Fællesskabsfest”? “Klassetræf”? “Samlingsdag”? ”Årstidsfest”? ”Store hyggedag”? Bare et ord, der smager af det, det er: Varme, grin og relationer.

Det kan virke som en lille ting, men sproget betyder faktisk en del for, hvordan vi tænker om noget. Især hos børn. Hvis vi kalder det “trivselsarrangement”, lyder det som en pligt. Hvis vi kalder det “klassefest”, lyder det som noget, man glæder sig til. Og er det ikke netop det, vi vil – skabe noget, man glæder sig til?