Der er fortsat mange vigtige opgaver at løfte. I hovedstyrelsen har jeg været med til at påvirke de landspolitiske dagsordener, blandt andet udfordringerne med inklusionsopgaver, Aula, læringsplatforme, elevplaner, læringsportaler og læringsmålstyring. Vi er lykkedes med at rykke milepæle i forhold til opgøret med læringsmålstyringen, men vi er bestemt ikke i mål. Tvungen indførelse af ufærdige it-værktøjer som Aula forringer vores mulighed for effektiv og professionel opgavevaretagelse.
For mig drejer det sig i særlig grad om at
• få centralt aftalte arbejdsvilkår, der sikrer sammenhæng mellem tid til undervisning, forberedelse og øvrige opgaver.
• gøre de alt for lange skoledage kortere.
• hindre, at folkeskolen drives som en topstyret virksomhed, ved at sætte fokus på kvalitet i undervisningen og komme væk fra »mere for mindre-tænkningen«.
• begrænse kommercialisering af undervisning. Brug pengene på lærere frem for standardiserede undervisningsforløb i læringsportaler og en voksende læringskonceptindustri.
• give plads til lærernes arbejdsmæssige engagement og det, der ikke kan måles - undervisning er meget mere end læring og præstationsmål.
• bruge langt flere resurser på forebyggende indsatser frem for »brandslukning«.
• der gives relevant og rettidig hjælp til at lykkes med vanskelige inklusionsopgaver.
• sætte spørgsmålstegn ved dataficeringen i skolen. Er det for eksempel i orden, at børns data bliver gemt gennem hele skoletiden?
• bruge tiden på det, vi ved virker; for eksempel det vigtige relationsarbejde, formativ feedback og kontakten til forældrene - og droppe unødig dokumentation.
Jeg bringer virkeligheden fra lærerværelset ind i hovedstyrelsesarbejdet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.