Janteloven er forældet, men...

Vi har engelsk i 7. klasse. Et nyt skoleår er startet, og jeg har netop overtaget klassen. Jeg taler engelsk det meste af tiden og fortæller om faget og det emne, vi skal i gang med. Efter denne intro bliver eleverne sat i gang med en opgave. Mens jeg er i gang med at hjælpe en pige, kommer en dreng hen til mig og tripper utålmodigt i baggrunden. Han vil blot meddele mig, at han er meget god til engelsk, og at jeg skal regne med, at han skal have ekstra materiale, fordi det, vi laver, er for nemt for ham. Jeg spørger ham, om han er færdig med den stillede opgave, hvilket han bekræfter og spørger – endnu mere utålmodigt – hvad han nu skal. Mit svar om lige at vente fem minutter på, at vi tager den fælles i klassen, tilfredsstiller ham ikke, og han går modstræbende – og meget surmulende – tilbage på sin plads.

Kan jeg få noget sværere?

I næste engelsktime står han der fra starten af timen. Vi skal lave grammatik, og han mener, at det vil være for nemt for ham. Han har endnu ikke set opgaven, men har muligvis på ugeplanen læst, at vi skal arbejde med det ubestemte kendeord – a/an. Jeg må igen bede ham tage det roligt. Måske kan jeg faktisk lære ham noget, han ikke ved? Det mener han tydeligvis ikke, men sætter sig da ned og laver opgaven, mens jeg gennemgår de grammatiske regler for resten af klassen. Da jeg er færdig, og de andre er gået i gang, står han triumferende med opgaven foran mig. Alt er udfyldt. Han har styr på det, så nu vil han gerne have noget sværere. Jeg kigger opgaven igennem og konstaterer flere fejl, hvorefter jeg sender ham et spørgende blik og beder ham forklare reglerne. Det kan han ikke, for han ikke hørte efter, da jeg gennemgik dem for klassen. ”Men jeg gamer meget, Maria, og jeg skriver med folk på engelsk hele tiden over nettet, så jeg kan det altså godt. Kan jeg nu få noget sværere?”

Vi skal tage udgangspunkt i elevens niveau

Elevers egen opfattelse af sig selv stemmer ikke altid overens med virkeligheden. Det ved jeg fra de svage elever, der som regel altid kan mere, end de selv tror. Men der findes også den modsatte type, der tror, de kan langt mere, end de faktisk kan. Som lærere skal vi kunne balancere i begge lejre. For selvom Janteloven for længst er forældet, og jeg aldrig kunne drømme om råt for usødet at pille en elev ned fra sin egen forestilling om, at han kan det hele, så er vores vigtigste opgave trods alt at tage udgangspunkt i deres niveau og undervise derfra. Og ligesom hos den svage elev starter det med at få dem til at forstå, hvor det niveau er. Og det kan man i min verden sagtens gøre ganske blidt.