It’s easier to build strong children than to repair broken men.

Foto: Pedro Ribeiro Simoes

Med mine tidligere blogs, som primært har handlet om udsatte og omsorgssvigtede børn og unge; mine refleksioner og tanker om nødvendigheden af, at vi, som voksne ansvarlige, er forpligtet til at tage hånd om den grå zone, som i skrivende stund er et voksende sandhedsproblem i vores demokratiske samfund, så kan jeg ikke andet end at trække overskriften ind i vores tid, efterfulgt af x antal udråbstegn!

Hvem har ansvaret for den menneskelige glidebane vores samfund befinder sig i?

Skal det voksende problem lægges i hænderne hos vores regeringsmagt, og dermed en konklusion om, at reformen fra 2013 har været benzin på et bål, som kun bliver større og større. Den overhaling vores skole-kultur fik det forår, samt de kæmpe besparelser der er foretaget siden, viser sit sande ansigt i vores børn. Og er der noget vi ikke må, så er det at svigte vores børn og unge. Og det gør vi!

D. 09.april 2013 skrev jeg en klumme på FB, som havde overskriften: Hvad er du til – chokolade eller hele mennesker?

Jeg var, ligesom mange af mine kolleger, harm over indgrebet fra regeringens side og i klummen understregede jeg, at folkeskolen ikke er en chokoladefabrik. Vi lærere skal ikke producere ensartede chokoladebarer; vi skal få små mennesker til at gro, inspirere dem til at tænke selvstændigt, klæde dem på til at kunne fungere i et demokratisk samfund, hvor det at tænke, tale og tro er en menneskeret!

Sket er sket og uanset, hvor ansvaret ligger, så er vi nødt til at kigge lidt mere indgående på om det vi gør nu er godt nok?

Fakta, som rystede mig, da jeg læste artiklen fra Børns Vilkår

Antallet af børn og unge, som lider af “skoleværing”, er i kraftig vækst. 95.000 børn og unge har i 2016/17 haft mere end 20 fraværsdage. (https://bornsvilkar.dk/nyheder/boerns-vilkaar-og-egmont-fonden-saetter-ind-over-for-boerns-stigende-skolefravaer/ ) I samme rapport fremhæves det at mistrivsel og psykiske problematikker som bl.a. angst, er årsagen hertil. Konsekvensen af det store fravær er, at disse unge ikke vil kunne gennemføre en ungdomsuddannelse og de konsekvenser er bekymrende.

Vi lever i en præstations-kultur, som har fået “vind i sejlene” siden reformen fra 2013.

Spørgsmålet er, om vi er i stand til at standse/bremse den udvikling. For den selvsamme præstations-kultur gennemsyrer efterhånden ALT.

Hvad sker der på “hjælpebanen”?

Flere og flere frivillige træder i karakter og iværksætter den ene organisation/uddannelse ol. for at kunne varetage de små, som ikke har valgt deres livsrammer.

Men fratager frivilligheden ikke ansvaret hos de ansvarlige?

Jeg har ingen løsning, men jeg har et indgående behov for at være der for de børn og unge, som fylder vores liv med skønne, skøre og skæve vinkler på livet. Vi kan lære så meget i samværet og det at være lærer er det vigtigste erhverv herfra, hvor jeg står!

Giv børnene ret til at lege og lære

Drømme og forme,

Leve og være

Kun der, hvor børn kan føle sig trygge,

Gror det, de gamle kaldte lykke!

(Carl Scharnberg)