IT – Ingen Tæft

Nu har skolen i en coronas tid været præget af en fjernundervisning, som mange ser som gennembruddet for en it-baseret undervisning. Men man skal nok lige spise guldkorn til, sådan som Niels Christian Sauer gør det i sin påvisning af, at skolen i sin grundvold er analog.

https://www.folkeskolen.dk/1838814/den-digitale-folkeskole-vender-den-tunge-ende-nedad

Eller som Lærke Grandjean ridser op i sin opsamling på en stribe interviews med nogle af de fremmeste pædagogiske tænkere: Hendes serie er noget af det fineste om undervisning på folkeskole.dk i lang, lang tid: Sluk computeren.

https://www.folkeskolen.dk/1843344/sluk-computeren

Jeg vil her supplere med et lille pip fra coronaens digitale klasserum, som det vist kaldes. Efter at have talt med en del elever om deres fællesskab om computeren på afstand af kammerater og lærere slår det mig, at ganske mange giver udtryk for en sær form for træthed og stress, fordi samværet er blottet for den empati, man gør god undervisning af. Mangel på empati kan også udtrykkes som ingen tæft; IT. Der bliver stukket opgaver ud, og der bliver registreret. Pusterummet, som er lige så væsentligt for undervisning, som pausen er for musik, har det med at fordufte, for alle vil gerne vise, at de er over det – pligtopfyldende.

Det får mig til at huske på et skønt digt, som poeten Vagn Steen forærede et hedengangent, duplikeret skrift, REFEB, som vi udgav som modvægt til Århus Seminariums glittede elevblad Feber. Digtet, som kan skimtes i illustrationen over dette indlæg i en gengivelse fra min artikel i Dansk Sproghistorie 4, hedder Lærer Larsen taler om kindtænder hos aber. To elever lytter, mens de øvrige har parallelt åndsliv; altså holder pusterum. Og dette kan være ganske lærerigt, da vi ved, at den bedste måde at forhindre læring på, er at attakere det netop introducerede med nye informationer og opgaver.

Forbindelsen mellem vores oprørsblad og Vagn Steen var vores lærer, Finn Horn, som i en brevveksling med mig kort før sin død for nylig skrev, at "det var desværre i en tidsparentes, vi mødtes…. nu sættes der ikke pris på den".

Det fik mig til at aktivere et andet af Vagn Steens digte: "En parentes kan (ikke) bruges til noget". Måske er det inde i parenteserne, vi kan finde et og andet, der kan bidrage til at finde nyt fodfæste i samværet og undervisningen i skole, nu hvor vi har prøver at være fælles på afstand.

Lige som vi i tidsparentesen gjorde op med tesen om, at eleverne skulle sættes til vægs, må vi i dag gøre op med den ny praksis om, at de skal sættes til skærms.