Intet ulogisk i dialogisk læring

I Folkeskolen nummer 19 i 'Bagsmækken' harcelerer lærer og indretningsarkitekt Niels Holst over nogle udtalelser, jeg blev citeret for i Folkeskolen nummer 5. Jeg undres over, at Folkeskolenspilder spalteplads på dette, og har mest lyst til at lade hans udtalelser dø i fred, men på den anden side er Folkeskolenet fagblad, som medlemmerne rent faktisk læser, så jeg er næsten tvunget til at tage til genmæle.

Den røde klud er, at jeg har udtalt: 'Andre opgaver, vi laver på seminariet, laver vi i grupper', hvorefter han uden tilløb springer til den konklusion, at nutidens unge mangler 'personlig kompetence og ansvarlighed'.

Først vil jeg gerne understrege over for Niels Holst, at der kan være forskel på læringsprocessen og det, man skal anvende det lærte til. Man kan sagtens lære i fællesskab og gennem dialog og senere trække på denne viden i sit daglige arbejde - om dette så består i vejledning, kommunikation eller monolog. Han efterlyser mere individualiseret undervisning såvel i folkeskolen som på seminarierne, for kun på denne måde kan vi opbygge førnævnte 'personlige kompetence og ansvarlighed'. Hvis han en dag besøger en folkeskole i sit nærområde og spørger lærerkollegiet, om de unge lærere er kompetente og tager ansvar, vil han nok opdage, at det ikke er dér, skoen trykker.

Dernæst vil jeg problematisere hans bombastiske retorik: Man skal være meget vidende på det pågældende område for at udtale sig skråsikkert og markant om en problemstilling som 1997-læreruddannelsesloven og de, der studerer under den. Derudover skal man være ubekendt med dansk journalistisk skik for at spilde udråbstegn på at konstatere: 'Jamen, det sagde han virkelig!'

Nej, citatet er ikke ordret, og den i interviewet omtalte usikkerhed gik på, at selve læreruddannelsesloven blev lavet om med tilbagevirkende kraft, mens vi skrev opgaven, og at det mål, vi arbejdede hen imod, således blev flyttet flere gange. Mit ærinde var ikke at klynke over at skulle arbejde selvstændigt, men at problematisere uddannelsens dalende professionsrettethed og opgavens stigende akademisering i løbet af det år, hvor jeg arbejdede med den. Men da det er fire måneder siden, jeg blev interviewet, har jeg ikke alle detaljer present.

Til sidst en opfordring: Kære Niels Holst. Selvom det under den borgerlige regering er farligt at have forstand på det, man udtaler sig om, vil jeg anbefale, at du, næste gang du ser rødt, opsøger nogen med viden om problemfeltet. På et hvilket som helst tidspunkt af døgnet kan du komme på Frederiksberg Seminarium og se studerende, der arbejder, skriver, tager ansvar og. . . lærer. Kig forbi, næste gang du harmes over ungdommens forfald eller nutidens lærerstuderende. Også en indretningsarkitekt må sætte sig ordentligt ind i konteksten, før han kan fortælle andre, hvor skabet skal stå.

Rasmus Høiby

lærerstuderende ved Frederiksberg Seminarium