Intet håb, så langt øjet rækker

Den opløsning af udelthedens enhedsskole, som professor Jens Rasmussen påviser i Folkeskolen nummer 43, sker ikke som anført på trods af forældrenes ønske. Forældrene har aldrig villet den udelte skole. Op til 75-loven ønskede de fleste forældre deres børn i realafdelingen ofte på trods af skolens indstilling. Ganske enkelt fordi de desperat håbede, at deres børn var egnede til en realeksamen. Efter den kvalitetsfyldte realafdelings fald blev denne skoleforms principper mod politikernes, herunder mest mod socialdemokraternes, ideologiske overbevisning videreført i visse fags kursusdeling, ganske enkelt fordi en massiv folkestemning krævede det og derved altså modsatte sig udeltheden. Først da folkestemningen var kørt træt, slog ideologerne til og gennemførte den endelige udvanding af vort uddannelsesvæsen. Derfor kan man ikke sige, at den nuværende reaktion mod uvæsenets hersen sker på trods af forældreønsker. Tværtimod. »Der er ingen dokumentation for, at elevernes faglighed styrkes i en delt skole«, hævder Jens Rasmussen. Jo, det er der. Der er virkelig mange års erfaringer for, at skolen, der delte eleverne efter deres boglige evner, leverede topkvalitet i gruelig modsætning til det nuværende udelthedsmiskmask. Og Jens Rasmussen har selvfølgelig ganske ret i, at lærerne har svært ved ganske enkelt fordi det er umuligt at undervise fagligt topkvalificeret i udelthedens forkelligartet sammensatte klasser. Og så til det mest forbløffende. Trods erkendelsen af udelthedens uegnethed til en undervisende skole vil Jens Rasmussen, gud bedre det, holde fast i, at udeltheden er skolen for det moderne samfund. Og når man i den grad kan slippe godt fra at skøjte hen over enhver form for virkelighedsbundne kendsgerninger, er der selvfølgelig intet håb at øjne for kommende generationers uddannelse.